Livets Bog, bind 3
En åben dør ind til den makrokosmiske mentalitet, der har ønsket jordens forvandling. Vort begær efter humanisme er en dråbe af makrovæsenets eller den skabende magts ønske om jordforvandlingens fuldkommengørelse
911. Men er denne store fælles længsel imod noget fuldkomnere, der således som en flammende ild lyser op i ethvert jordmenneskes mentalitet, "forbryderens" såvel som "helgenens", ikke synliggørelsen af den tanke- og viljekraft, der har omskabt de gloende materier, den flammende ildsø til en beboelig verden for myriader af levende væsener i kød og blod? – Er det ikke ligesom, at vi her har en åben dør ind til den makrokosmiske mentalitet, der har ønsket denne omskabelse? – Er ethvert individs længsel imod noget højere, imod noget fuldkomment ikke det samme som en lille dråbe af det store makrokosmiske væsens ønske? – Og er dette ønske ikke dermed det samme som et ocean sammensat af mikrovæsenernes samlede ønsker? – Er vor egen længsel efter paradiset eller en højere tilværelsesform ikke en af de "dråber", af hvilke dette ocean består? – Og bliver ikke netop dermed det samme sammenspil synligt imellem et makrovæsen og mikrovæsener som det, der gør sig gældende i vort eget indre? – Er vort eget kød og blod, vore organer og lemmer ikke det samme som oceaner sammensat af mikrovæsener? – Er disse små væsener ikke hver især "dråber" i det ocean, den natur eller det stykke af verden eller det univers, vor samlede legemlige og mentale fremtræden, ønsker og begær udgør? – Når en stærk impuls, længsel eller et begær går igennem vor hjerne, tror man så ikke, den besjæler de små hjerneceller? – Bliver hver enkelt celle ikke udgørende en dråbe af den samlede impuls, vi selv fornemmer? – Disse små former for liv bliver således på en måde meddelagtige i vor impuls, vort begær, vort liv. Hvorledes skulle vi ellers kunne løfte vor hånd eller fod, bevæge vor tunge eller vore øjenlåg? – Hvis ikke vort ønske om at løfte vor hånd eller fod, bevæge vor tunge eller øjenlåg i de givne situationer kunne forplante sig til de pågældende steder og besjæle dem med den kraft, vort ønske udgør, hvad skulle da bringe disse dele af vort legeme til lydighed for tanken og til opfyldelsen af vort ønske? 
      Da det er en kendsgerning, at vor muskulatur såvel som vort blod og nervesystem er bygget op af små celler, der er levende små organismer, der stadfæster deres identitet som liv ved i princip at være underkastet både dets ernærings- og formeringslove eller udviser andre af de foreteelser, der er urokkelige symptomer eller kendetegn på liv, må disse små væsener eller livsformer også repræsentere mentalitet. Men når de har mentalitet, hvilket vil sige: bevidsthed, tror man så ikke, denne bevidsthed bliver besjælet af den impuls eller den kraft, vort ønske repræsenterer, på en sådan måde, at den også bliver deres ønske? – I modsat fald måtte de nævnte små celler eller mikrovæsener være døde foreteelser, hvis funktion da måtte være en automatfunktion, udelukkende iværksat udefra. Men kendsgerningen viser jo, at cellerne eller mikrovæsenerne er udtryk for liv, er levende væsener. At disse væseners livsimpulser ligeledes styres efter et i deres lille mentalitet fremherskende begær bliver også en selvfølge, da der ellers ingen som helst begrundelse eksisterer for, at de har mentalitet eller liv. Begæret er således ligeså godt hos disse små væsener, som hos alt andet levende, den dynamiske kraft i deres opretholdelse af livet, i deres udvikling eller vandring fremad. Men hvor skulle de få den kraft fra, hvis den ikke ligesom al deres anden livskraft, fysiske næring etc. kom fra det makroindivid, i hvilket de er mikroindivider? – Og hvorfor skulle det ikke være samme princip, der gør sig gældende i vor egen hjerne, i vor egen mentalitet? – Hvorfor skulle de impulser eller de begærkræfter, der besjæler os, ikke være dråber af det samme ocean, hvilket altså vil sige dråber af en bevidsthedsimpuls fra så stort et væsen, at vi i forhold til dette kun udgør dets mikrovæsener? – Hvorfor skulle dette ikke ligeså godt være tilfældet med os, som det er tilfældet med de levende væsener, af hvilke vor organisme består? – Hvorfor skulle det samme princip ikke være gældende i foreteelser, der ligger over os, som i dem, der ligger under os? – Hvorfor skulle det ikke ligeså godt gøre sig gældende eller være det førende i makrokosmos, som det er førende i mikrokosmos, i særdeleshed da makrokosmos jo i virkeligheden kun er en fortsættelse af mikrokosmos?