Martinus: Livets Bog, bind 3, stk. 912

912. At man ikke ligefrem fysisk kan overskue makrokosmos ligeså let som mikrokosmos danner hverken berettigelse eller grundlag for en benægtelse af, at samme kosmos styres eller føres af samme princip som mikrokosmos, tværtimod, denne omstændighed gør det endnu mere tvingende nødvendigt netop at måtte tænke sig makrokosmos analogt med mikrokosmos. Hvilken anden forskermetode end netop denne kan berettiget udtrykkes som "videnskabelig"? – Og hvormed kan en anden metode urokkeligt underbygges? – Fantasi, postulater og dogmer kan ikke underbygge noget "videnskabeligt" og er da heller ikke de foreteelser, det er almengældende at basere universitetslærdom på. Hvor man ikke har konkrete beviser, kan man naturligvis heller ikke åbenbare konkrete facitter. Men hvor man ikke har konkrete facitter, har man undertiden hypoteser. Men hvis en hypotese ikke skal være et tomt postulat eller et dogme, må den netop udgøre den konklusion, man kommer til ved at bedømme et ukendt objekt ud fra et kendt objekt, med hvilket det mere eller mindre forekommer at være analogt. På hvilken måde skal en hypotese ellers kunne være berettiget eller i kontakt med videnskab? – Hvis man derfor frakender den logiske skabelsesproces, der har forvandlet jordkloden fra en ildsø til den strålende verden af liv, den i dag repræsenterer, intelligens, tanke og dermed bevidsthed og et hermed forbundet "levende noget" eller ophav, vil denne frakendelse eller benægtelse være – ikke en hypotese, – men et tomt postulat, idet man da ikke har bedømt det ukendte ud fra det kendte. Og man vil da, i stedet for at være forsker, udelukkende være fanatiker. Det kan jo ikke nægtes, at indenfor det kendte, hvilket vil sige: indenfor det område, hvor den menneskelige iagttagelsesevne har en hundrede procents kapacitet, kan ingen logisk skabelse finde sted uden at være et produkt af et levende ophav, være manifesteret i kraft af tanke, intelligens, vilje og hjernefunktion. Denne kendsgerning vil da være det eneste, ud fra hvilket man retmæssigt kan bedømme den endnu mere logiske skabelsesproces, der finder sted i det område, hvor vor sanseevne ikke ejer den førnævnte kapacitet, og af hvilken grund nævnte område: naturen, jordens forvandlingsproces, stjernernes gang eller hele universet derfor udgør et for os mere eller mindre ukendt objekt.
Som vi her ser, kan den ærlige og sande videnskabelige forsker således slet ikke undgå i det mindste som hypotese at måtte acceptere et levende, tænkende ophav bag naturens store skabelse, og at denne således er en bevidsthedsfunktion analogt med den af os selv frembragte skabelsesproces. Den forsker, der pure benægter dette, har dermed blottet sit eget videnskabelige talents ubetydelighed på nævnte felt så meget, at vi kan se, at det slet ikke tæller med i opklaringen af dette. Han tilhører væsener, hvis videnskabelige uformuenhed parret med en vis ærgerrighed betinger, at de i god tro udslynger deres gudsfornægtelse uden at ane, at denne docering er et skrigende falskt og uvidenskabeligt facit, der ikke engang på nogen som helst måde rummer mulighed for at kunne underbygges som hypotese. Gudsfornægtere af enhver kategori hører således også til dogmetilbedernes eller postulattilhængernes store skare, selv om også deres dogmer eller postulater angående Guddommen er irreligiøse og derved udtrykker naivitet i stedet for videnskab.

Forrige

Næste