923. Alle de her nævnte foreteelser i vor oplevelse af livet skyldes således udelukkende den omstændighed, at vort jeg er i stand til at kunne samle omkring sig medvæsener tilhørende underliggende spiraler og forbinde disse i et mellem sig og disse gensidigt samarbejde. Det er denne samling væsener, vi ser som jegets organisme, ligesom det er nævnte samarbejde, vi kender som jegets livsfunktioner. Men for at dette samarbejde kan udløses, må væsenerne være på de dertil gunstige trin eller afsnit i hver sin spiral. En fysisk organisme kan jo ikke bygges op af væsener, der alle befinder sig i den åndelige del af deres spiraler, ligesom en sjælelig organisme ikke kan bygges op af væsener, der befinder sig i den fysiske del af deres spiraler. Vi ved fra tidligere afsnit i "Livets Bog", at en spiral fremtræder i seks forskellige trin eller afsnit, der igen inddeler spiralen i et fysisk og åndeligt afsnit.
      Når jeget skal skabe en fysisk organisme, må det naturligvis hente det materiale, det skal bruge hertil, hos underliggende spiralers væsener. Det kan ikke bruge medvæsener fra dets egen spiral, da disse jo ikke er underlegne eller mikroskopiske nok. Det må altså forbinde sig med væsener fra underliggende spiraler. Men det er ikke nok, at disse væsener tilhører underliggende spiraler, de må også befinde sig i den fysiske del af deres spiraler, i modsat fald har de jo ikke fysiske organismer og kan da ikke udgøre den fysiske materie, af hvilket jeget eller makrovæsenet kan opbygge sin fysiske organisme. Jeget forbinder sig altså med sådanne underliggende spiralers væsener, der befinder sig ved indgangen til den fysiske verden. Men da disse underliggende spiralers væseners fremtræden er af et hurtigere tempo i spiralkredsløbet end selve jeget eller makrovæsenet, kommer de hurtigere frem til det åndelige afsnit i deres spiraler end jeget i sin spiral. Derved opstår den kalamitet, at deres fysiske organismer degenererer og afkræftes derved som fysisk materiale for jeget for tilsidst helt at være ubrugelige, hvorved forbindelsen med jeget afbrydes. Det er denne degeneration eller svækkelse, vi kalder "alderdom", ligesom det er denne afbrydelse i sin groveste eller stærkest fremtrædende form, vi kender som "døden" eller "dødsfald".
      Men ligesom der er en degeneration eller svækkelse indenfor nævnte forbindelse mellem jeget og de livsformer, der udgør dets legemsmateriale, er der også en udvikling, der forstærker forbindelsen. Denne afstedkommes på den måde, at det diskarnerede væsen fra og med begyndelsen af sin fosterdannelse kun tiltrækker de livsformer, af hvilke det vil bygge sin fysiske organisme op, der samtidigt med det selv står for tur til at inkarnere i den fysiske materie. Af disse væsener vil de mest mikroskopiske naturligvis først gøre sig gældende og dernæst de andre, efterhånden som de nærmer sig den spiral, der ligger umiddelbart under jegets egen spiral. Da det navnlig er væsenerne i denne sidste spiral før jegets spiral, der er de bærende i jegets eller makrovæsenets organisme, vil dettes fremtræden således betyde "vækst" eller "udvikling" indtil disse i deres spiral har passeret det felt, der er analogt med det felt i makrovæsenets spiral, hvor dette befinder sig. På det tidspunkt, hvor de førende væsener i makrovæsenets organismematerie passerer det stadium i deres spiral, der er analog med makrovæsenets stadium i dettes spiral, er dette væsen på sit højeste i sin livsudfoldelse. Før dette tidspunkt er makrovæsenets fysiske manifestation for opadgående, medens den efter dette tidspunkt altså vil være for nedadgående, indtil kontakten med de kropslige livsformer bliver så svag, at den helt brister, og den såkaldte "død" indtræder.
      Vi skal her endnu engang dvæle lidt ved dette problem. Vi har for os f.eks. det jordiske menneske. Vi ser dets fysiske fremtræden begynde som et lille foster i moders liv. Med dette stadiums indtræden begynder dets jeg ved sin naturlige tiltrækning igennem sine talentkerner at forbinde sig med de diskarnerede væsener, der ligesom jordmennesket står for tur til at skulle inkarnere, men tilhører underliggende spiraler. Disse diskarnerede medvæsener skal jordmenneskejeget nemlig bruge til sin udløsning af sine store livsfunktioner, såsom: hjerte-, hjerne-, lunge-, fordøjelses- og kirtelfunktioner etc. Organerne, igennem hvilke disse funktioner finder sted, er altså udgørende fysiske legemer for levende væsener, men fra "organspiralen", hvilket vil sige: den første underliggende spiral efter jordmenneskets spiral. Disse "organvæsener" må også have organer i deres organisme og tiltrækker på samme måde diskarnerede medvæsener fra en underliggende spiral, hvilken spiral overfor jordmennesket udgør "cellespiralen". Disse tiltrukne "cellevæsener" må naturligvis også bygge sig fysiske legemer og tiltrækker sig væsener fra endnu mere underliggende spiraler, som vi i "Livets Bog" har udtrykt under det samlede begreb: "atomspiralen". Medens væsenerne fra de andre spiraler kun tiltrækkes af jordmenneskejeget eller makrovæsenet i deres diskarnerede tilstand, tiltrækkes væsenerne fra "atomspiralen" derimod kun i inkarneret tilstand af samme makrovæsen. Disse atom- eller mikrovæsener må således udgøre en eller anden for makrovæsenet livsvigtig fysisk materie, der f.eks. kan udgøre fødemidler, mad og drikke. Og jegets sammenspil med disse væsener bliver således mere af direkte fysisk natur. Det er denne tiltrækning, vi kender som "sult" og "tørst". Igennem fordøjelsen bliver de pågældende mikrovæsener overført i makrovæsenets organisme til gensidigt liv og udvikling såvel for de små væsener selv som for makrovæsenet. Men disse små væsener tilhører mikrospiraler. Og deres ophold i jordmenneskets organisme, hvilket ophold vil sige: de små væseners jordliv, drejer sig derfor for "cellevæsenernes" vedkommende hovedsageligt kun om måneder, medens det for væsener i atomspiralen eller endnu mere mikroskopiske livsformer kun drejer sig om sekunder. I disse få måneder eller sekunder oplever de ypperste af disse små individer således hver især et jordliv med dets barndom, ungdom, manddom og alderdom. Dette vil altså betyde, at jordmenneskejeget her er i stand til fortsat at kunne forny sin organisme med materiale fra disse to spiraler. De små væsener kan leve og dø i denne organisme uden at makroorganismen behøver at dø. Og makrovæsenet ville således være i stand til at kunne skabe sig en evig uafbrudt fortsat fysisk tilværelse, hvis ikke denne tiltrækning eller fornyelse netop måtte foregå ved hjælp af "organspiralens" væsener, hvilket vil sige: dets eget hjerte, dets hjerne, dets lunger og mavesæk etc. Når disse "organvæsener" fra deres diskarnerede tilstand har kunnet forbindes med jordmenneskejeget, beror det udelukkende på en i dem boende længsel eller tiltrækning imod det fysiske plan, imod den fysiske tilværelsesform. Der boede i dem en vis form for sult eller hunger, som igennem nævnte tiltrækning stilede imod sin mættelse. Ved forbindelsen med jordmenneskejeget og den heraf følgende fysiske inkarnation som organer i jordmenneskejegets fysiske organisme, blev denne hunger efterhånden tilfredsstillet, og de pågældende organvæsener mættede af fysisk tilværelse. Medens en sådan hunger giver stimulans i kraft og retning imod fysisk liv og velvære, giver den tilsvarende mættelse derimod afslappelse eller afkræftning i samme retning. Funktionerne bliver svagere og efterhånden mangelfulde. Og da jordmenneskejegets eller makrovæsenets organisme udelukkende består af de nævnte organer, kommer disses synkende kapacitet således her til syne som den førnævnte tiltagende afkræftning eller svækkelse af organismen, vi kalder "alderdom", og som tilsidst helt ophæver forbindelsen mellem organvæsenerne og makrovæsenet. Og disse såvel som makrovæsenet er da ikke mere på det fysiske plan.