Livets Bog, bind 3
Livssubstans nr. 7 – "Undfangelse" eller "modtagelse af energi"
928. Igennem stykkerne 824 og 825 i "Livets Bog" blev vi vidne til, at jegets inderste bevidsthedsfunktion består i at "vende" energierne, og at vi har udtrykt denne "energivending" som "livssubstans nr. 6". Endvidere blev vi i nævnte og efterfølgende stykker klar over, at denne "vending" af energierne i virkeligheden er det samme som "det seksuelle princip", og at dette princip derved er udgørende en altdominerende faktor i det levende væsens fremtræden. Samme princip udgør således et område af langt større dimensioner end den almindelig kendte side af nævnte princip, der befordrer de fysiske arters forplantning og beståen. Denne fundamentale virkning af jegets "energivending" viser sig altså først som en "undfangelse", hvilket vil sige: at jeget nødvendigvis først må modtage en udefra "X3" kommende energi. I modsat fald kunne der jo ikke blive tale om nogen "vending" af nogen energi. Denne energi standser altså op i grænseområdet for "X1" og "X2" og bliver i et lille område af denne sin bane til "stilhed" eller bliver så at sige ét med "X1", hvorefter den så atter bevæger sig ud af jegets domæne. Her bliver den ligeledes i et lille afsnit af sin bane ét med "X2", hvorefter den særpræget af dette "X" befordres videre i sin bane ud i domænet for "X3". Fra det øjeblik energien har bevæget sig fra "X3" ind i "X2" og er blevet "vendt" af "X1" og midlertidigt placeret i "X2" igen, vil den altså repræsentere selve jegets "modtagelse" af en fra "X3" eller den ydre verden kommende energi. Denne "modtagelse" vil vi i "Livets Bog" udtrykke som "undfangelse". Og denne "undfangelse" er således udgørende "livssubstans nr. 7".
      "Undfangelse" er ikke blot dette, at et væsen optager i sin organisme den kønslige sæd, der skal udvikle sig til en ny organisme, men er absolut udgørende enhver form for modtagelse af sanseindtryk. Enten væsenet hører et lille insekts summen på en varm sommerdag, eller det ser det blå hav, de grønne skove eller fornemmer de vibrerende varmebølger og andre behagelige foreteelser, hvorved en sådan sollys dag markeres, eller det hviler i sin elskedes arme i en intim elskovsakt, er princippet i oplevelsen nøjagtigt det samme, nemlig: en intim kærtegnsforbindelse med naturen. Enhver fuldkommen elskovsakt er kun naturens kærtegn bragt til kulmination. Igennem sine sansers åbne kanaler føler den modtagende part i denne akt, indført i sit legeme, indført i sit eget indre, et frembrusende væld af nyt liv, der som en betagende kærtegnen vibrerer i hver en nervefiber for først at standse op der, hvor den har bragt individet til kulminationsoplevelsen af behag og efterladende det i en bedøvelsens rus af vellyst, kærlighedsstimulans og glæde ved livet.