Livets Bog, bind 3
Livssubstans nr. 37 – "Frigjorthedsfornemmelsen". Livssubstans nr. 38 – "Stedbundethedsfornemmelsen"
951. Fra dette "tilskuerrum" eller "dagsbevidstheden" overværer jeget sin egen skæbne samtidig med, at det er aktiv rollehavende på selve scenen. Det er således aktivt medvirkende i selve spillet. Og her bliver vi altså vidne til selve jegets ophøjede guddommelige natur som det "faste punkt" omkring hvilket individets eller det levende væsens manifestationer bevæger sig eller vibrerer. Vi ser her, at jeget umuligt kan stedbindes. Det kan ikke bestemmes at være her eller der. Det er på "tilskuerpladsen" samtidig med, at det er rollehavende, foruden at det igennem sine talentkerner er "teknikeren" eller "maskinmesteren" bag scenearrangementet. Men når det således er både her og der samtidig eller på én gang, er det jo "alle steder". Vi bliver således her i realiteten vidne til en slags "allestedsnærværelse". Men er det ikke netop denne egenskab, vi igennem vor børnelærdom har fået forkyndt, at Guddommen sidder inde med? –
      Men kan en ting da være "allestedsnærværende"? – Nej, i absolut forstand kan den det ikke. En "ting" er på alle måder "stedbundet". Den er bundet til tiden, har en "alder", hvilket jo er en markering af dens "stedbetegnelse" i tiden. Den har mål og vægt, hvilket jo betegner dens plads i volumen og rumfang. Den repræsenterer grader i hastighed, hvilket markerer dens plads i "bevægelsen". En hvilken som helst ting vil altså være absolut "stedbundet". Når det ikke desto mindre i vor dagsbevidsthed eller i vor egen oplevelse af livet er en kendsgerning, at vi på en gang er passiv tilskuer og aktiv rollehavende, bliver det også en kendsgerning, at der er "noget", som er anderledes end "tingen".
      En "ting", hvilket vil sige: noget, som er frembragt, kan ikke være mere end ét sted ad gangen. En ting kan ikke på en gang ligge i Europa og Amerika. Et lokomotiv kan ikke samtidig være forspændt et tog i Australien og Afrika, ligesom en ting jo heller ikke kan være passiv samtidig med, at den er aktiv. Den kan ikke på en gang være i bevægelse og stå stille. Men igennem vor oplevelse af livet, ja, helt inde i vor egen bevidsthed, bliver vi altså vidne til, at der er "noget", der på en gang er passiv og aktiv, "noget", der er "tilskuer" samtidig med, at det er "aktør". Men det er jo netop denne foreteelse eller dette syn, der beviser, at det, vi sanser eller ser, i realiteten er illusioner, for selvfølgelig kan en ting ikke stå stille og være i bevægelse på en gang, ligesom en ting ikke kan være to eller flere steder samtidig. Det, vi ser, kan således ikke være absolut virkelighed, kan kun være "kulisser", "maskering" eller "camouflage". Hvad er det da, der er "camoufleret"? – Ja, her må vi grundigt se på selve livsoplevelsen. Hvad er det centrale i denne? – Er det ikke fornemmelsen eller synet af vor egen fremtræden som en levende fungerende organisme og dernæst vore medvæseners fremtræden som levende organismer? – Det, vi ser eller sanser, er således ikke jeget, men organismen, ligegyldigt om det er os selv, eller det er vore medvæsener, vi retter sanserne imod. Men er organismen og jeget da ikke ét og det samme? – Nej, det kan de jo umuligt være, for selve livsoplevelsen afslører sig urokkelig som udgørende to diametrale modsatte principper, nemlig: "noget", der er "stedbundet" og "noget" som er "allestedsnærværende" eller "frigjort". Vi har jo lige set, hvorledes vi i livsoplevelsen fornemmer os selv som "rollehavende" og "tilskuer", som "passiv" og "aktiv", kort sagt, "stedbundet" og "frigjort" på en gang. Da dette er livsoplevelsens grundanalyse, idet denne slet ikke ville eksistere, hvis vi fjerner den ene eller den anden af disse to fornemmelser, bliver "frigjorthedsfornemmelsen" såvel som "stedbundethedsfornemmelsen" til lige store og urokkelige kendsgerninger. Og vi vil henholdsvis udtrykke disse som "livssubstans nr. 37 og nr. 38".