Livets Bog, bind 3
Livssubstans nr. 39 – "Det timelige" (det stedbundne noget). Livssubstans nr. 40 – "Det evige" (det frie noget)
952. Men når ovennævnte to fornemmelser, der er livsoplevelsens grundanalyse, således er urokkelige kendsgerninger, bliver det en ligeså urokkelig kendsgerning, at det levende væsens kosmiske grundanalyse i sin natur vil være totalt umulig i enhver situation, hvor den ikke netop er baseret på disse livsoplevelsens to grundprincipper. Da en ting ikke samtidig kan udgøre modsætningen til sig selv, man kan f.eks. ikke stå op og sidde ned på en gang, ligesåvel som man ikke samtidig kan råbe og tie stille, bliver det til kendsgerning, at det levende væsen i sin analyse må bestå af to principielt forskellige dele. Det må udgøre en "stedbunden" del og en "frigjort" del. Hvorledes skulle livsoplevelsen ellers kunne udgøre de to førnævnte fornemmelser? – Men hvad er nu den "frigjorte", og hvad er den "stedbundne" del? – Ja, det spørgsmål er jo let. Alt, hvad der ikke kan være to steder på en gang, er "stedbundet". Og det gælder jo alt, hvad der direkte er tilgængelig for sansning, såsom organismer og alt, hvad der kommer ind under begrebet "materie" eller "stof". Alt, hvad vi så end vil pege på her, er begrænset. Det udgør mål og vægt og er dermed "stedbundet" på alle måder. Hvis der derfor kun eksisterede organismerne eller materien, hvilket altså vil sige: alt det "stedbundne", hvordan skulle det da blive muligt for fornemmelsen af "frigjorthed" at eksistere? – En ting, der ikke eksisterer, kan da ikke fornemmes.
      Der findes altså "noget", som ikke er "stedbundet". Da det ikke er "stedbundet" kan det ikke have hverken mål, vægt, farve, volumen eller nogen som helst form for analyse ud over denne ene: "noget som er". At det netop udgør "noget, som er", bliver til kendsgerning igennem fornemmelsen af dets eksistens i form af "frigjorthedsfornemmelsen". Denne udgøres altså af vor fornemmelse af os selv som "tilskuer" til vort eget liv. Denne vor fornemmelse er således i virkeligheden en indirekte oplevelse af "selvet" eller "jeget". At vi har denne fornemmelse, er jo også forlængst blevet til kendsgerning igennem den omstændighed, at vi har været nødsaget til i sproget ligefrem at finde udtryk for samme fornemmelse. Det er denne fornemmelse, vi tilkendegiver, når vi f.eks. siger: "jeg så", "jeg følte", "jeg gik" eller lignende. Dette "jeg" udtrykker altså den side ved vort væsens natur, der er "tilskuer" til det, der sker, medens de efterfølgende nævnte udtryk: "så", "følte" eller "gik" ikke er udtryk for selve jeget, men derimod for det, jeget oplever eller er "tilskuer" til. Det levende væsens analyse viser sig således som udgørende "det oplevende" og "oplevelsen". Af disse to faktorer udgør jeget altså "det frigjorte" og "oplevelsen" "det stedbundne". Da et "sted" eller "stedbundethed" hører ind under "det, der opleves", kan det således ikke udgøre nogen analyse af selve jeget. Samme jeg kan derfor ikke på nogen som helst måde være "stedbundet". Kun oplevelsen kan være bundet til et "sted". Men at være bundet til et "sted" er i sit princip ikke alene dette: at befinde sig et eller andet sted, men udgør i realiteten alle former for en tings begrænsning, hvilket, som vi før berørte, vil sige: mål, vægt, volumen og rumfang, hastighed etc. Det levende væsens identitet udgøres således af to urokkelige realiteter: "det stedbundne noget" og "det frie noget". Da "det stedbundne noget" udgør alt det begrænsede, alt det omskiftelige eller foranderlige, er det blevet udtrykt i det daglige liv under begrebet: "det timelige". Da "det frie noget" udgøres af det, der ikke er foranderligheden selv, men dens "tilskuer", "skaber" eller "ophav", og foranderligheden således ikke kan være dette ophavs analyse, hvorved dette i sin natur må være evigt uforanderligt, er dette "noget" blevet udtrykt i den daglige tilværelse under begrebet "det evige". Da disse to faktorer således er fundamentalt urokkelige i ethvert levende væsens analyse, idet "det timelige" jo udgøres af "det, der opleves", og "det evige" udgøres af "det, der oplever", vil vi udtrykke "det timelige" som "livssubstans nr. 39" og "det evige" som "livssubstans nr. 40".