955. Som vi allerede ved, er jegets skæbneelement med talentkerner "skæbneteatrets" instruktionslokale, hvorfra impulserne føres til teatrets "maskinrum" eller "tekniske" afdeling: "underbevidstheden", hvor de i form af automatfunktioner udgør det skjulte fundament for udløsningen af den "kulissekombination", den "maskering" af de "rollehavende" (Guden og gudesønnen) eller det "scenearrangement", der kan bringe skæbnespillets facade imod "tilskueren" til opfyldelse af sit formål, der i første instans som nævnt er dette: at udgøre en demonstration af "helvede" eller en indvielse af gudesønnen i den ene af selve livsoplevelsens to generalfaktorer eller kontraster. Livsoplevelsens evige "tilskuer" (jeget) kommer derved til at opleve sin eksistens og struktur og bliver vidne til, at den ikke udgør en evig forud fastlagt ensrettet automatfunktion, kun tilladende jeget udelukkende at opfylde livslovene og derved permanent stråle i den højeste kulmination af fuldkommenhed eller fornemmelse af velvære. Et sådant velvære ville nemlig ikke være et produkt af viljefrihed, ville ikke være et produkt af noget valg eller af overvindelse, træning eller øvelse og måtte dermed være totalt blottet for den skaberglæde, der nu er den trofaste følgesvend for enhver nok så lille tilegnelse af ny kunnen. Frembringelsen eller skabelsen af genialitet, fuldkommenhed eller kærlighed ville således udelukkende kun kunne udgøre produktet af en mental spændetrøje og måtte før eller senere bringe jeget til at råbe og skrige efter befrielse rent bortset fra, at en sådan "spændetrøje" netop umuligt kan eksistere. Jegets manifestation af fuldkommenhed er ikke et produkt af dets tilknytning til en urokkelig evne til ikke at kunne manifestere sig anderledes. Netop i kraft af, at jeget kan manifestere og opleve den totale modsætning til fuldkommenhed, velvære eller behag, bliver dets totale "fri vilje" eller absolutte suverænitet hermed til kendsgerning. "Skæbnen" udgør da også som nævnt et "skuespil", hvor de to kontraster i lige grad manifesteres og opleves af jeget, alt efter dets vilje, ønske eller begær. Skæbnespillet repræsenterer således lige akkurat det råderum eller spillerum, der er nødvendigt, for at jeget kan fremtræde med en eksisterende absolut "fri vilje". Samme spil giver altså jeget det råderum over eller adgang til alle eksisterende mentale felter, der overhovedet kan opstå som normalt ønske eller begær i dets bevidsthed. Det kan således opnå tilfredsstillelse af hvad som helst, det på normal måde kan ville. Alt, hvad det kan ville, kan i sit princip kun være en eller anden nuance i kærlighed eller had. Hvad det så end måtte ønske, ligegyldigt om det ønsker at blive geni i den eller den form for skabelse, vil samme skabelse kun kunne repræsentere en grad af enten mord eller kærtegn. Ønsker det at forsvare sig selv, og det det mener, er dets ejendele, dets religion såvel som materielle ting overfor andre væsener, er dette forsvar udgørende en grad af mord. Ønsker det derimod at kunne skabe smukke og fuldkomne ting, i almindeligt arbejde såvel som i kunst, kan denne skabelse i realiteten kun være en grad af kærlighed eller udløsning af kærtegn, idet dette, at gøre en ting smuk og fuldkommen, kun kan være det samme som at gøre tingen til en tilsvarende nydelse og inspiration for dem, der skal se på tingen. Men en ting, det er en nydelse og inspiration at se på, kan kun være at udtrykke som en slags "kærtegn" for den, for hvem den er en nydelse. Alt, hvad der overhovedet normalt kan tænkes og derfor kan blive til ønske og begær, ligger altså indenfor skæbnespillets område og kan opfyldes indenfor dette. Og dermed bliver jegets totale "fri vilje" således her synlig som absolut virkelighed. Det kan ønske at gøre "ondt" og får dette ønske opfyldt ligesåvel, som det kan ønske at gøre "godt" og får dette ønske opfyldt. Hvilke andre ønsker kan det have, eller hvilket andet kan det ville? –Intet som helst. For hvad det så end måtte ønske her, ville, om end ubevidst for individet selv, og ganske uafhængigt af hvilken forklædning disse ønsker så end måtte fremtræde i, kun være en udslettelse af selve jeget og de med dette forbundne evige love, på hvilke tænke- eller bevidsthedsevnen eller selve livet er baseret. Men en sådan udslettelse vil være ganske udelukket, idet jeget i sig selv ikke hører ind under "det skabte" og vil derfor ikke kunne udslettes, thi kun det, der er frembragt eller "skabt", kan igen "tilintetgøres".
Tilbage til forsiden
Forrige