Tankeinvaliditet som årsag til benægtelsen af individets "fri vilje"
956. Hvis individet ønsker ting, der repræsenterer begæret af udslettelse, er dette ønske abnormt og kan kun være opstået på grund af en eller anden fejl i tankeorganerne, hvorved det færdige ønske er produktet af en tankeinvaliditet. Men da tanker er det samme som forestillinger, vil tanker, der er produkter af tankeinvaliditet og derfor defekte, være det samme som "falske forestillinger". Til sådanne "falske forestillinger" hører en benægtelse af væsenets "fri vilje" på grundlag af, at det f.eks. ikke med sin vilje og ord kan betvinge eller gøre sin egen organisme utilgængelig for den undergang, der almindeligvis af jordmennesket betegnes som "døden". At væsenet ikke kan tilfredsstille sådanne eller lignende ønsker ophæver ikke den før påpegede totale "fri vilje", som jeget i sin dybeste analyse sidder inde med. Thi disse ønsker er et attentat, der er rettet imod ting, der er ganske immune overfor attentater, nemlig selve det evige "noget" eller jeget. Da dette "noget" ikke er stof eller materie, er det ikke materielovene underkastet, ligesåvel som det heller ikke hører ind under det, der kan skabes eller tilintetgøres, og kan således heller ikke være de "skabte" tings love underkastet. Det udgør selve "det skabende princip", er selve "skaberen". Men "skaberen" kan ikke ødelægge sig selv, kun det, han har skabt, kan han igen opløse, tilintetgøre eller omforme. Da skabelse udelukkende kun kan udgøre en omformning af materien, vil ethvert ønske, der i realiteten går ud på en omformning af noget, der ikke er materie, f.eks. "det guddommelige noget" eller jeget, således være en vildfarelse. Tanken eller viljen er altså her rettet ind på noget, der ikke kan være materiale for dens udløsning. Her er intet at omforme eller forandre. Og væsenet kan derved ikke få sin vilje tilfredsstillet og føler som følge heraf denne "bundet" og sig selv magtesløs og oplever den hermed forbundne "skuffelse". Denne "skuffelse" er således reaktionen af tankeinvaliditeten. Den er dens smerte eller ubehag. Det er denne abnorme fornemmelse, virkningerne af en abnorm forestilling uundgåeligt må afføde.
Tilbage til forsiden
Forrige