Livets Bog, bind 3
Livssubstans nr. 41 – Mål- og vægtfacitter. Livssubstans nr. 42 – Den på mål- og vægtfacitter baserede magt
959. Hvad er da mål- og vægtfacitternes mission? – Når de ikke kan udgøre løsningen på livets største spørgsmål: "Hvem er livet?" – Til hvad nytte eksisterer de da? – Har de i det hele taget en mission? – Ja, i allerhøjeste grad. De har den mission eller hovedopgave at udløse eller afføde netop det førnævnte tilværelsens største spørgsmål: "Hvem er livet?" – Skabelsen af dette store spørgsmål er det usynlige endemål for alle mål- og vægtfacitter, hvilket igen her i "Livets Bog" vil sige: alle eksisterende udtryk for grader af materie og materiekombinationer. Det er rigtigt, at i første instans er det ikke direkte nævnte store spørgsmål, væsenet søger i sin berøring med materien. I første instans er denne berøring med materien udgørende selvopholdelsesdriften. Og i kraft af denne er det af vigtighed, ja, er ligefrem en livsbetingelse for væsenet, at få kendskab til materien og de af materien ligeledes sammensatte omgivelser for derigennem at kunne hævde sig og befordre den livsbetingende tilfredsstillelse af nævnte drift. Jo mindre kendskab et væsen har til materien og omgivelserne, jo mere bliver det prisgivet denne materie og omgivelserne, hvilket sidste i særlig grad vil sige: medvæsenerne. Og jo mere det er prisgivet materien og dermed medvæsenerne, jo mere bliver tilfredsstillelsen af dets selvopholdelsesdrift baseret på nåde og unåde fra denne materieverden. For at opretholde tilfredsstillelsen af sin selvopholdelsesdrift må det levende væsen derfor i første instans leve i et stadigt kapløb med andre væsener i tilegnelsen af kendskab til materien. Gennem A-, B- og C-viden bliver dette kendskab til automatfunktioner, evner og anlæg. Alle de levende væseners fremtræden og hele kunnen er således i virkeligheden mål- og vægtfacitter eller materiekundskab omsat til evner og anlæg. Men denne store værdi eller kundskabsfylde i de nævnte væseners bevidsthed, som mål- og vægtfacitterne repræsenterer, er således ikke endemålet i deres mission. Hos de mest fremskredne væsener, hvilket vil sige de væsener, der er nået længst frem i det førnævnte kapløb, og som her på kloden udgøres af jordmenneskene, ser vi, at nævnte facitter langt fra er tilfredsstillende. De samme facitter har til overdådighed her sat væsenerne i stand til, ikke alene at betvinge så at sige alle de udenfor deres egen race eller art eksisterende medvæsener, bestemme over deres liv og død, men de har også sat dem i stand til at begynde at gøre sig til herrer over elementerne. Igennem deres opfindelser af kraftmaskinerne kan de nævnte væsener på elementernes vinger lade sig bære frem over kloden, ligesåvel svævende igennem skyerne som sejlende på og under oceanets umådelige overflade og kørende hen ad kontinenternes tusinder og atter tusinder af kilometer autostradaer og skinneveje. Mål- og vægtfacitterne giver således det levende væsen overordentlig stor magt og styrke i beherskelsen af materien, og ved hvilken magt det igen kan beherske mindre kundskabsrige medvæsener. Og det gamle ord: "Kundskab er magt", er dermed synligt som en videnskabelig sandhed. Denne magt er således en absolut livsfaktor for et hvilket som helst levende væsen, idet ingen eksistens kan finde sted uden ved udøvelsen af en vis form for magt over den materie, på hvilken samme eksistens er baseret. Det gælder for den lille regnorms eksistens såvel som for det højt udviklede menneskes. Da denne magt igen er baseret på kundskab, der i princip er det samme som mål- og vægtfacitter om end i stor udstrækning fremtrædende som "C-viden" eller automatfunktioner, bliver mål- og vægtfacitter således her synlige som en uundværlig livsfaktor for det levende væsen. Og vi vil derfor udtrykke disse facitter som "livssubstans nr. 41", ligesom vi vil betegne den på de samme facitter baserede magt som "livssubstans nr. 42".