960. Mål- og vægtfacitterne afstedkommer således i første instans urokkeligt overlegenhed og magt. Men livet er andet og mere end denne mål- og vægtfacitternes omsættelse til automatfunktioner, evner, anlæg og magt og den herpå baserede beherskelse af materien og de af materien bundne medvæsener. At livet er noget andet og mere end nævnte kommer til syne derved, at magten ikke kan udgøre den fulde tilfredsstillelse af livet. Ethvert individ, der når til magtens tinde og med suveræn overlegenhed behersker materien og medvæsenerne, vil altid komme til at opdage, at der endnu findes et utilfredsstillet terræn i dets bevidsthed. Denne utilfredsstillelse eller denne hunger vil være så meget desto mere følelig, eftersom der ikke findes nogen som helst mulighed for at få den tilfredsstillet hverken ved mål- eller vægtfacitter eller ved den af disse affødte magt. Og sålænge der således findes et utilfredsstillet terræn i individets bevidsthed, som det ikke har nogen som helst mulighed for at få tilfredsstillet, er det jo et "bundet" væsen. Det kan ikke diktere nogen til at give sig denne tilfredsstillelse, ligesom samme tilfredsstillelse heller ikke på nogen måde kan opnås ved en ren og skær apotekermæssig sammensætning eller kombination af materielle stoffer eller materier. Denne utilfredsstillelse eller hunger fornemmes som det førnævnte store spørgsmål: "Hvem er livet?" – Mål- og vægtfacitter (erfaringerne, evnerne og magten) gør det til kendsgerning, at livet eksisterer, og "hvad" det "vejer" og "måler", men "hvem", det er, kan umuligt besvares med mål og vægt. At et væsen vejer så og så meget, fremtræder som hvid eller sort, er så og så god eller ond, måler den eller den grad af udvikling eller begavelse kan kun udtrykke, "hvad" det er, men er totalt blottet for direkte at sige noget om, "hvem" det er.