966. Og hvad er "lignelsen om den fortabte søn" andet end den samme historie? – I den "fortabte" søns bevidsthed opstod der også en slags længsel, et begær efter at komme bort fra de gængse traditioner, komme bort fra faderen, bort fra fædrenehjemmet. Men hvad er den "fortabte" søns vandring bort fra faderen og fædrenehjemmet andet end hans vandring imod materialisme, imod glemselen af Guddommen og den heraf følgende primitivitet og uvidenhed på åndelige felter, altså i princip nøjagtig det samme som "uddrivelsen af paradisets have". Er faderen ikke netop Guddommen og "fædrenehjemmet" "paradisets have"? – At vandre bort fra Guddommen vil altså være det samme som at dyrke materien i stedet for Guddommen. Men det bærende i denne dyrkelse er skabelsen af "tilfredsstillelse" for sig selv, hvilket igen er det samme som "selviskhed". "Selviskhed" er således udgørende den "forbudte" frugt i "paradisets have". Den er "æblet" på "kundskabens træ". At "spise" af "kundskabens træ" giver på en gang erfaringer og skaber samtidig uvidenhed. Denne "spisning" fører således til store oplevelser på selvdyrkelsens område, fører til den rå brutale magts tinde samtidig med, at den skaber glemsel og dermed uvidenhed om Gud. Individet befinder sig jo her i en bevidsthedstilstand, hvor det er kontrær overfor Guddommens bevidsthed. Hele dets lyst og interesse er jo udelukkende baseret på opnåelsen af tilfredsstillelsen af dets egne særlige materielle ønsker eller begær. At sanserne derfor vil udvikle sig i denne tilfredsstillelses favør, medens de svækkes på selve det ophøjede, guddommelige område, er naturligvis en selvfølge. Og individet mister da også tilsidst evnen til at se Gud. Derimod vil alt, hvad der går imod de ordinære kærlighedslove, på hvilke hele universet eller verdensaltet er baseret, i nærværende situation skabe behag i dets bevidsthed. Hele dets hunger er oplevelsen af dette behag. Denne oplevelse er således ligefrem en livsbetingelse. Men at blive besjælet af en sult, der kun kan tilfredsstilles igennem en overtrædelse af de love, på hvilke kærlighed, fred og harmoni er baseret, vil jo tilsidst gøre individet til et geni i befordringen af denne overtrædelse. Ja, denne bliver ligefrem til automatfunktioner med den her ind under hørende skabelse af organer eller organismer i kraft af hvilke evner, talenter eller anlæg på overtrædelsens område kan bringes til at kulminere. Det er denne form for bevidsthedsudfoldelse, vi kalder "selvopholdelsesdriften". Vi vil derfor udtrykke denne drift som "livssubstans nr. 43".