Livets Bog, bind 3
Livssubstans nr. 53 – Relative facitter. Livssubstans nr. 54 – Organismen som falsk centrum i perspektivet
985. Foranstående former for opfattelse af detaljerne i væsenernes sansehorisont er således alle udelukkende betingede af en kollision med perspektivprincippet eller loven for oplevelse eller billeddannelse. Væsenerne dømmer ud fra et "falsk" centrum. Hvad udgør da dette "falske" centrum? – Dette "falske" centrum er – materien. Sålænge individet befinder sig i den materialistiske tilstand og benægter enhver åndelig detaljes eksistens og tror, at dets eget liv totalt ophører med den fysiske organismes død eller opløsning, har det ikke andet at bedømme livet eller tilværelsen efter end forholdet mellem nævnte organisme og livet eller tilværelsen. Denne organisme bliver således det centrum, efter hvilket perspektivet i dets opfattelse af enhver ting bestemmes. Da nævnte organisme har begyndelse og afslutning, udgør den en såkaldt "timelig ting". Enhver tings forhold til denne "timelige" ting (organismen) kan derfor umuligt blive andet end et tilsvarende "timeligt" eller "endeligt" forhold. Individets opfattelse af enhver ting bliver således kun en bedømmelse af en "endelig" eller "timelig" tings forhold til en anden "endelig" eller "timelig" ting. Nævnte opfattelse bliver derved det samme som en såkaldt "relativ" opfattelse. Men en sådan "relativ" eller "timelig" opfattelse kan ikke i længden tilfredsstille individet. Det bliver nemlig mere og mere fortrolig med, at verdensaltet er en "evig" realitet og derfor ikke kan forklares ud fra "timelige" facitter. Ethvert nok så glimrende realistisk facit i denne individets fysiske horisont kan jo kun udgøre et "tidsbillede". Det kan kun udtrykke et "midlertidigt" billede af evigheden, idet denne jo eksisterede før dette billede blev til og vil stadig fortsætte med at eksistere, efter at samme billede har ophørt med at være til. Om denne udenfor billedet eksisterende del af evigheden kan det "midlertidige" eller "timelige" billede intet som helst berette. Og da nævnte del er den væsentligste, medens den enkelte lille del af samme evighed, der er udtrykt i et "tidsbillede", aldrig kan blive andet end en ganske uvæsentlig del, kan det levende væsen således aldrig nogen sinde få tilegnet sig verdensaltets eller livets analyse i et blot og bart "relativt" eller "timeligt" facit. I samme grad som dette går op for individet, bliver verdensaltet og det i dette forekommende liv derved til "mystik", hvilket vil sige: et uopklaret eller ubesvaret spørgsmål. Et ubesvaret spørgsmål er igen det samme som en hunger eller sult, som kræver at mættes. Hvis det derfor kun var muligt at sanse eller opleve i blot og bar "relative" facitter, ville denne sult aldrig nogen sinde kunne blive mættet. Men da naturen aldrig i noget som helst tilfælde kan skabe sult uden samtidig at have skabt foreteelser, ved hvilke samme sult kan mættes, bliver det her en kendsgerning, at der også må findes foreteelser, ved hvilke den sult, der, i form af det store spørgsmål: "Hvem er livet", på et bestemt udviklingsstadium besjæler det levende væsen, kan mættes. Men dette udelukker ikke, at de "relative" eller "timelige" facitter har deres store berettigelse, ja, er ganske uundværlige i den guddommelige verdensplan. Uden disse facitter eller uden den form for oplevelse ville væsenets vandring fra dets lystilstand i "den guddommelige verden" og "salighedsriget" til den materialistisk, fysiske tilstand være en total umulighed. Der ville ingen kontrast være til lyset eller absolut viden. Og ting, hvortil der ikke forekommer nogen kontrast, er ganske hævet over for sansning. Der ville simpelt hen ingen bevidsthedsudfoldelse kunne finde sted uden de nævnte facitter. Alle "relative" facitter vil derfor her være at udtrykke som "livssubstans nr. 53".
      Men da nævnte facitter ikke kunne blive til uden i kraft af organismen som et "falsk" centrum i sanseperspektivet, vil vi udtrykke dette "falske" centrum som "livssubstans nr. 54".