Livets Bog, bind 3
De to spørgsmål: "Hvad er livet?" – og "Hvem er livet?" og deres besvarelse
986. Medens de "relative" eller "timelige" facitter alle udelukkende kun har til opgave at udtrykke mål- og vægtfacitter, hvilket i virkeligheden vil sige: livets virkninger, der jo igen er det samme som: "hvad", der skabes, har de absolutte facitter derimod til opgave at udtrykke: "hvem", der skaber. Da begrebet "hvem" udelukkende udtrykker "et levende væsen", og "hvad" i samme forbindelse dækker eller udtrykker "virkninger", vil man her se, at den gamle måde at forme livsspørgsmålet på, nemlig som: "Hvad er livet?", i allerhøjeste grad viser materialistens indstilling til livet. Han er jo længst borte fra troen på eller opfattelsen af, at livet er identisk med "et levende væsen". Han venter sig, at løsningen på nævnte spørgsmål kun forekommer som materie, som virkninger eller i bedste tilfælde som skabelse. Da livet således for ham kun forekommer som "materie" eller "virkninger", siger han ikke, "hvem" er livet, men derimod "hvad" er livet. Og det tilfredsstillende svar herpå for materialisten bliver derfor mål-, vægt- eller virkningsfacitterne.
      Men efterhånden bliver han igennem sine erfaringer, sin ufuldkomne eller uheldige skæbne, sine sygdomme og sorger, økonomiske bekymringer eller lignende klar over, at virkningsfacitterne ikke er nok. Han begynder at se i materiekombinationernes særlige struktur "ideer" eller "planer", samt en logisk ledelse eller styrelse af disse "planer". Materiekombinationerne bliver mere og mere synlige som "viljeledede" og dermed afslørende "tanke-" eller "bevidsthedsmanifestation". Men eftersom virkningskombinationerne eller naturen således begynder at opfattes som en logisk proces og dermed afslørende tanke og vilje, begynder forskeren at vente sig livsspørgsmålets løsning forekommende – ikke som materie – men som "et levende, tanke- og viljeførende ophav". Hans spørgsmål forekommer derfor ikke mere som: "Hvad er livet", idet det allerede er blevet til kendsgerning for ham, at det er "viljeført skabelse" og derfor må være et "levende væsen". Hans store spørgsmål angående livet bliver derfor nu: "Hvem er livet eller denne store skaber?" – Og med denne indstilling begynder en hel ny horisont. Forskeren begynder nu at se mål- og vægtfacitterne på en helt anden måde eller i et helt andet perspektiv. I stedet for at bedømme materiens detaljer og kombinationer som "døde" eller tilfældige virkninger af andre tilfældige virkninger, ser han nu disse detaljer som udtryk for tanke, vilje og hensigt, hvorved nævnte detaljer derved bliver udtryk for liv, bliver til "livsytringer" eller "livsytringsfacitter" i hans opfattelse af tilværelsen. Og med denne sansemetode er individet ikke mere søgende efter virkningsfacitternes natur som "virkningsfacitter", men er derimod hungrende og søgende efter at konstatere disse facitters indirekte natur som "livsytringsfacitter". Og med denne indstilling bliver forskeren efterhånden til livsytringsekspert, hvilket vil sige, at han kan begynde at "læse" det virkelige eller absolutte "noget" bag virkningerne. Virkningerne bliver derved til "bogstaver", der igen kan sættes sammen og danne "ord" og "sætninger". Disse "ord" og "sætninger" bliver således til en "tekst", igennem hvilken "det levende noget" tilkendegiver sin evige eksistens, sin bevidsthed, tanke og vilje, samt forskerens identitet med dette "evige noget". Og det er denne oplevelsesform (evnen til at læse Guds livsytringer), der udgør "kosmisk klarsyn" og den heraf følgende "kosmiske bevidsthed". Det er i denne bevidsthedsform, at man bliver "ét med Faderen", hvilket vil sige: ser alt fra "Faderens eget udsigtspunkt", det absolutte udsigtspunkt hvorfra "alt er såre godt".