994. Oplevelsen af livet kan altså aldrig i noget som helst tilfælde i sin inderste analyse udgøres af andet end netop denne bevægelsens treenighed: "bevægelse 1's" berøring med "bevægelse 2", og ved hvilken berøring "bevægelse 3" opstår. Denne bevægelsens treenighed er det absolut eneste, der er tilgængeligt for sansning. Og denne tilgængelighed ville være en total umulighed, hvis ikke netop det uendelige, evige – "noget, som er" – eksisterede. Som vi her ser, er dette – "noget, som er", – således ganske uberørt af "bevægelse" eller sansning. Hvis ikke det var således, måtte det i sig selv være "bevægelse" og ikke udgørende noget "fast punkt", og enhver form for sansning ville være total umulig, eller også måtte man være nødsaget til at antage, at "bevægelse" kunne opleve "bevægelse". Hvis der ikke eksisterede andet end "bevægelse", måtte ethvert jernbanelokomotiv eller enhver anden kraftmaskine kunne opleve sin egen start, fart og standsning. Er antagelsen af et sådant ræsonnement ikke en skrigende modsætning til enhver form for intellektualitet? –
      Da det er en kendsgerning, at "bevægelsen" bliver oplevet, må der være "noget", som netop "oplever". Og derved bliver det til en lige så urokkelig kendsgerning, at oplevelsen afslører to ting, nemlig: "det, der oplever" og "det, der opleves". "Det, der oplever" er det "faste punkt". Og "det, der opleves" er "bevægelsen". Men, som vi lige har set, kan oplevelsens kosmiske analyse kun udgøres af "bevægelse 1's" berøring med "bevægelse 2", hvorved "bevægelse 3" opstår. Om vi opfatter disse "bevægelser" som opbygning eller nedbrydning, som mord, drab, lemlæstelse, lykke eller ulykke eller som en hvilken som helst anden foreteelse, forandrer ikke "bevægelsens" og dermed en handlings kosmiske analyse. Den er og bliver kun udgørende den førnævnte bevægelsestreenighed: "bevægelse 1's" berøring med "bevægelse 2", hvorved "bevægelse 3" opstår. Det, der sker, finder udelukkende sted i "bevægelsen" – ikke i det "faste punkt". Det virkeligt "levende noget" i væsenet er evigt uforanderligt. Det er rigtigt, at man i den gængse, daglige sprogbrug opfatter tingene anderledes og tror, at det netop er det "levende noget", der berøres af begivenheden, men det er jo netop denne fra virkeligheden afvigende opfattelse, der viser os væsenernes endnu rent materialistiske sanseevne. De ser slet ikke ords eller sætningers kosmiske indhold og får derved en hundrede procents materialistisk opfattelse af virkeligheden eller et tilsvarende usandt billede af samme virkelighed.