Livets Bog, bind 3
Hvorfor den timelige analyse af Verdensgenløserens ord er ulogisk eller usand og den kosmiske analyse af samme ord er logisk og sand
995. Hvori består da dette usande? – Ja, når f.eks. Jesu udtalelse udtrykker, at "den, der griber til sværd, skal omkomme ved sværd", kan nævnte udtalelse i almindelighed kun opfattes ordret eller bogstaveligt, hvilket altså vil sige, at væsenet i denne situation skal omkomme. Men da væsenet rummer det "noget", som er det "oplevende faste punkt", kan det ikke være dette "noget", der skal forgå. Og hvorfor skulle det forgå? – Det er jo ikke selve det stillestående, det ubevægelige eller det uforanderlige "noget" i væsenet, der er noget i vejen med. Det er netop det foranderlige, hvilket vil sige "bevægelsen", der må forandres, hvilket da også udtrykkes i sætningen, set fra det kosmiske synspunkt. Her er den jo netop en anvisning på, hvorledes denne forandring af "bevægelsen" kan finde sted. Når "bevægelse 1" bringes i berøring med "bevægelse 2", opstår "bevægelse 3". Det udtrykkes således ikke på nogen som helst måde, at der vil ske noget med det "faste punkt" eller det "oplevende noget" i væsenet. Det er således kun "bevægelseskombinationer" og disses virkninger i form af nye "bevægelseskombinationer", der kan være på tale i sproget eller de førnævnte gudesønlige ord. Men når det "faste punkt" eller det i væsenet forekommende – "noget, som er", – ikke kan forgå eller berøres af "bevægelse", kan det heller ikke "ombringes" eller "omkomme". Det kan derfor kun være det i væsenet, der ikke er det "faste punkt", men derimod udgør "bevægelse", der kan "ombringes" eller "omkomme". Og det i væsenet, der er "bevægelse", er jo selve organismen. Den absolutte mening i den af Kristus fremførte udtalelse vil således i sin endelige eller absolutte form være at udtrykke således: "De, som griber til sværd (ombringer organismer ved sværd), vil få deres egne organismer ombragte ved sværd".
      Som man ser, er den guddommelige udtalelse her fremtrædende i en hundrede procent utilsløret form og fuldstændig i kontakt med selve den pågældende situations kosmiske analyse eller harmoni med livets love eller det, der virkeligt kan finde sted. Medens den guddommelige udtalelse i sin tilslørede form udtrykker, at det er væsenet eller det "levende noget", der i den omtalte situation skal omkomme, udtrykker den samme udtalelse i sin utilslørede form, at det kun er organismen og dermed en bestemt form for "bevægelse", en bestemt situation, der skal "omkomme", hvilket igen vil sige en blot og bar forandring af "bevægelse". Tilsløringen gør således den guddommelige udtalelse usand, idet den får den til at udtrykke, at det levende væsen skal dø, medens udtalelsen fremført ganske utilsløret udtrykker, at det levende væsen skal opleve en ny situation, hvilket kun kan betyde, at det skal leve, thi livets beståen befordres udelukkende i kraft af oplevelsen af nye situationer eller "bevægelsernes" forvandling til nye "bevægelser". Men oplevelsen af situationerne eller konstateringen af bevægelsernes forvandling ville umuligt kunne finde sted uden i kraft af deres modsætning: det absolutte "faste punkt". Og da det er det eneste eksisterende "noget" udenfor "bevægelsen", der kan opleve eller sanse, bliver ikke alene dets evige eksistens, men også dets fortsatte oplevelse af livet bebudet igennem Verdensgenløserens udtalelse. Og disse hans guddommelige ords fuldgyldighed og højintellektuelle glans vil således urokkeligt komme til at funkle og stråle på den kosmiske himmel, selv om fysiske verdener og klodesystemer går under.
      Medens den utilslørede form for Verdensgenløserens udtalelse således giver samme udtalelse fundamental mening eller logik, påpeger udtalelsen i sin tilslørede form en forvandling af noget, som ikke kan forvandles, en undergang af noget, som umuligt kan gå under og bliver derfor ulogisk eller absolut usand. Og vi har således her for os den forskel, der altid vil være på en "relativ" eller "timelig" analyse (hvilket igen vil sige en analyse, der kun udgør en "bevægelses" forhold til en anden "bevægelse") og en "absolut" eller "kosmisk" analyse, eller en analyse der udgør en "bevægelses" forhold til det absolutte "faste punkt" eller det bag "bevægelsen" eksisterende oplevende evige – "noget, som er".