Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1109

1109. For at forstå tilværelsen i "salighedsriget" må man altså erindre sig sådanne øjeblikke, hvor vi her i den vågne fysiske tilværelse er helt koncentreret på erindringer, eller tidligere oplevelser helt optager vor tanke, thi sådanne øjeblikke er i princip ganske analoge med tilværelsen i "salighedsriget", selv om de her på det fysiske plan naturligvis forekommer i en meget formindsket eller latent form. Hvis disse oplevelser, som erindringerne udtrykker, ligger tilstrækkeligt langt tilbage i fortiden, kan de i form af "erindringer" være af en så strålende og betagende skønhed, at ingen som helst realistisk fysisk oplevelse kan fylde os med samme gennemstrømning af lykkefølelse. Og det er ganske ligegyldigt, om oplevelserne i sin tid var glæde eller sorg, lidelse og besvær, thi som tilstrækkeligt "modne erindringer", kan de absolut kun udløse sig i "salighedsvæsenets" "dagsbevidsthed" som en gennemstrømning af fryd. Det er derfor, at vi her i nærværende værk udtrykker den zone, i hvilken erindringsoplevelsen kulminerer, som "salighedsriget" og erindringerne som "guldkopier". Det er naturligvis klart, at her kan almindelige erindringer af i går eller af i forgårs, af i år eller af forrige år eller af noget andet tidsrum indenfor det sidste årti for jordmenneskets vedkommende ikke komme i betragtning. Hvis erindringer fra et så sent tidspunkt giver fryd eller glæde ved genoplevelsen, kan det kun være fordi, de allerede i sig selv var glædesoplevelser i originaloplevelsen (oplevelsen i den "ydre verden") og vil da selvfølgelig også kun kunne bevirke glæde ved "genoplevelsen".
Anderledes stiller det sig med de erindringer, der i originaloplevelsen var sorg og bekymring, var lidelse og smerte, ja, var lemlæstelse, brutalitet, vold og forfølgelse fra andre væseners side. Sådanne erindringer eller "genoplevelser" af begivenhederne vil ikke for det almindelige jordmenneskes vedkommende kunne give individet nogen særlig frydfornemmelse før efter mange års, ja, i visse tilfælde endog flere livs forløb, fordi de før sådanne tidsrums forløb endnu ikke er "modne". Det er nemlig med "erindringer" ligesom med frugter. De kan være "sure" i deres fremvækst og skabelse, men ved tilstrækkelig indflydelse af sol, varme og næring bliver de "modne", hvilket vil sige, de når en kulmination eller det stadium i deres kredsløb, der var deres mål. Det, der her for erindringernes vedkommende udgør den "sol" og "varme", der "modner", er netop det samme som "tiden, der læger alle sår". Når "erindringer" "modnes", bliver det "sure", hvilket her vil sige brodden, bitterheden og nedtryktheden, i hvilke "erindringerne" var indhyllede, efterhånden fjernet. Tanken om den smerte og lidelse, den sorg og bekymring, de begivenheder, som "erindringerne" var "kopier" af, forvoldte, svækkes, hvilket vil sige: De "glemmes". Det er nemlig "hukommelseslegemets" eller "hukommelsesorganets" mission at sortere "erindringernes" eller "oplevelseskopiernes" indhold, således at alt "ubehaget" ved en oplevelse "glemmes" og alt "behaget" "huskes". Det er jo netop i kraft af denne bevidsthedsfunktion, at alle oplevelserne efterhånden kommer til at stå i den gyldne, mentale glans, der kun kan vække "salighed" eller en slags overjordisk fryd, hver gang den fra mørke befriede og derved "modne" "erindring" dukker ind i den vågne "dagsbevidsthed". "Hukommelsesevnen" er således i virkeligheden en slags mental forgyldningsevne. Den fjerner det uædle eller usande og bevarer det sande i "erindringerne". Disses identitet som "kopier" af originaloplevelserne kan derfor i deres "modne" tilstand kun fremtræde som mentale "guldkopier".
At den zone i kredsløbet, hvor "hukommelseslegemet" er ligeså dominerende eller bærende bevidstheden, som den fysiske organisme er dominerende og bærende bevidstheden her på det fysiske plan, kun kan blive en slags "forgyldt" verden, en "genoplevelse" af den ydre fysiske verdens detaljer fremtrædende i de mest strålende og ædle, mentale materier, bliver således her til virkelighed.

Forrige

Næste