Hvorfor det kun er væsenerne i "den guddommelige verden" og ikke det jordiske menneske, der længes efter "hvilen" i "salighedsriget"
1117. Ovennævnte længsel er ikke i nogen særlig grad kendt af det jordiske menneske, idet det jo undertiden er underkastet så store gener i sin daglige tilværelse, kæmper med så svære lidelser, at en ligefrem almindelig "træthed" så at sige er en hel "velsignelse" ved siden af de lidelser og besværligheder, dets sanser i overordentlig store områder er udsat for."Træthed" er således kun en ganske mikroskopisk foreteelse ved siden af de grove foreteelser, væsenets daglige liv her udviser.Ja, det er jo ikke blot lidelsesoplevelserne, der er grove, materielle foreteelser, det samme gælder også i stor udstrækning "nydelserne" på det nuværende jordmenneskes plan.Disse er også undertiden af en så robust, materiel natur, at en så fin og sart bevidsthedsmæssig foreteelse, som den en naturlig træthed udviser, næsten helt ignoreres.Samme "træthed" betragtes da heller ikke som nogen særlig "gene" for "nydelsen", før den i så lang tid er blevet ignoreret, at den har udviklet sig til en naturlig lidelse eller skade for organismen og dermed er blevet katastrofal for selve sansningen og dermed for livsoplevelsen.Men da kendes den som regel ikke som "træthed".Da er den blevet en "sygdom", et "nervesammenbrud", en "psykisk forstyrrelse", "sindssyge" eller på anden måde en underminerende faktor for det sjælelige og legemlige velvære, livsoplevelsen ellers er bestemt til at skulle udvise.Her bliver væsenets længsel ikke stilet imod en så ringe ting som denne: at blive af med den almindelige naturlige "træthed", der, ved siden af så svære foreteelser som de nævnte, jo slet ikke mærkes som en "gene".Væsenets fordringer her koncentrerer sig derfor hovedsageligt kun i længslen efter at blive af med "sygdommen" eller de opståede robuste legemlige og mentale besværligheder. Helt anderledes stiller det sig, når væsenet er nået igennem alle disse ufuldkomne tilstande og befinder sig i den højeste og fuldkomneste del af den "ydre verden", hvor dets "daglige liv" er en så skolet og fuldkommen automatfunktion af opfyldelsen af alle kærlighedens love, at det er udfriet for alle former for unaturlige lidelser og besværligheder, og hvor den absolut eneste foreteelse, der endnu er tilbage som et svagt skær eller en svag afglans af "gene", er en naturlig "træthed".I denne fine overjordiske tilværelse, som livet i "den guddommelige verden" er, udgør "træthed" således lige akkurat den lille "gene", der kan få individet til at forestille sig en lignende høj tilværelsesform som den, det netop befinder sig i, men helt udfriet fra den lille "gene", som "træthed" forvolder, hvilket i virkeligheden vil sige: udfriet af "træthedens" årsag: "arbejde" eller "nyskabelse", en forestilling, der altså bliver det udløsende moment for eller spiren til "længslen" efter en sådan tilværelsesform.
Tilbage til forsiden
Forrige