Det levende væsen har Guddommen til ophav, ligesom et jordmenneske har et forældrepar til ophav
1122. Men denne gave er ikke blot "guddommelig", den udgør også et evigt, uudsletteligt "fadermærke", der urokkeligt beviser det "levende væsens" identitet som "søn af Guden" eller verdensaltets evige ophav.Er det ikke denne gave, der i form af væsenets "indre verden" er dets totale bevidsthed? -Er det ikke ud fra denne "indre verden", at det manifesterer eller åbenbarer sig? -Hvad kunne det synliggøre eller åbenbare, hvis det ikke ejede denne "indre verden"? -Hvordan skulle det kunne fremtræde som et "levende væsen" uden denne? -Er denne "indre verden", som nævnt, ikke en "levende kopi" af den "ydre verden"? -Er denne "ydre verden" igen ikke det samme som Forsynets og dermed det samme som "Guds bevidsthed"? -Og er denne "Guds bevidsthed" således ikke overført til væsenet igennem dets sansers reaktion overfor samme bevidsthed? -Og ville væsenet kunne have erhvervet sig denne "indre verden", hvilket vil sige: dets egen identitet med livet, fra nogen som helst anden kilde eller fra noget som helst andet ophav? -Nej, verdensaltet eller universet omfatter naturligvis alt, hvad der er til.Det er jo en foreteelse, til hvilket der ikke er noget sidestykke, ligesom der naturligvis heller ikke kan eksistere noget som helst ovenover, nedenunder, foran eller bagefter dette.Det udgør og er "det absolutte alt".Ja, men så bliver det jo en kendsgerning, at det "levende væsen" som før bemærket er en "gudesøn".Det har Guddommen til ophav, ligesom et jordmenneske har et par forældre til ophav.
Tilbage til forsiden
Forrige