Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1142

1142. Vi er altså her stedet for opfyldelsen af forjættelsen om "den ny himmel" og "den ny jord", som skulle blive "dommedagens" resultat. Og dette resultat befordres altså igennem en i jordmennesket begyndende ny form for "seksualisme", vi kalder "næstekærlighed" eller "den højeste ild". Uden denne "højeste ild" måtte ethvert over dyreriget hævet tilværelsesplan og livsform være absolut umuligt. Det fuldkomne menneskerige, det virkelige "Guds rige", den "ny himmel" og "ny jord, i hvilken retfærdighed bor", kunne ikke engang blive en skøn fantasi, en smuk drøm, et underbart mentalt fata morgana, men måtte evigt være lig "intet" i universet, rent bortset fra at det ved denne sin identitet ville umuliggøre det bestående kredsløb og dermed alt liv. Og det "nogets" manifestation, som i dag udgør verdensaltet, de levende væsener og Guddommen ville ligeledes udgøre et evigt absolut "intet". Men verdensaltet, de levende væsener og Guddommen er ikke et evigt "intet", men et "evigt noget". Vi må derfor vende tilbage til vor analyse af "den højeste ild", "næstekærligheden" eller den ny form for seksualisme, som så afgjort er uundværlig i verdensaltets eller livets evige beståen.

Forrige

Næste