Jordmenneskets normale sympati eller udviklede lyst til at kærtegne væsener udenfor det rent ægteskabelige kønsområde, såsom væsener indenfor dets eget køn, og dets lyst til at kærtegne dyr er ikke en "enpolet" seksualisme, forelskelse eller elskov
1144. Som vi allerede før har berørt, kan den "ny seksualisme" eller næstekærlighed ligeså lidt eksistere uden at være en organisk funktion som den "enpolede seksualisme".Jordmenneskets tendens til at elske og kærtegne udenom den "enpolede seksualismes" domæne er en ny organisk funktion.Når kammerater eller venner trykker hinanden hjerteligt i hånden eller omfavner hinanden i glæde over hinandens selskab, ja, endog kysser hinanden, er det ikke den "enpolede seksualisme", der her søger udløsning.Det er ikke en dragning imod et specielt "modsat køn", der gør sig gældende.Og er situationen ikke den samme, når mennesker i al almindelighed klapper og kærtegner eller forkæler dyr? -Hele denne trang til sympati eller kærtegnsudfoldelse har jo ikke noget med et "hanvæsens" dragning imod et "hunvæsen" eller dette sidste væsens dragning imod et "hanvæsen" at gøre.Tværtimod, den udfolder sig jo ganske udenfor det almindelige eller ordinære kønsvæsen.Er det ikke netop derfor, at denne sympati- eller kærtegnsudfoldelse har fået navnet "kammeratskab" eller "venskab" og i sin fuldkomneste form "kærlighed"? -Der, hvor sympatien forekommer som en dragning imod det "modsatte køn", udtrykkes den jo som "elskov" eller "forelskelse".Men et jordmenneskes trang til at kærtegne dyr er ikke i sin normale form "elskov".Den er ikke en "forelskelse" baseret på et hemmeligt begær efter opnåelsen af en parringsakt eller seksuel udløsning med forelskelsens objekt.Det er rigtigt, at den i enkelte situationer ikke desto mindre kan forekomme på grundlag af et sådant begær, men da er den jo kun udtryk for en forstyrrelse i det pågældende væsens sjæleliv opstået af manglende normal seksuel tilfredsstillelse.Da er det den tørstende ørkenvandrer, der i mangel af andet kaster sig over den første den bedste nok så stinkende mudderpøl for i dens fugtighed at tilfredsstille sin livsfarlige hunger efter væde.Men det er ikke ud fra undtagelserne eller de abnorme og sygelige tilfælde, at livets analyser må opsættes.Kun de normale og almengældende foreteelser kan være udtryk for det sande liv.Og det hører da heldigvis til undtagelserne, at jordmenneskets sympati for dyr kan henføres til "elskov" eller "enpolet seksualisme".
Tilbage til forsiden
Forrige