Livets Bog, bind 4
Jordmenneskets kunstneriske og videnskabelige interesser er kunstige "medægtefæller", der udelukkende kun kan opretholdes på bekostning af den ægteskabelige energi og gør derfor samme væsen til en degenereret ægtefælle, men et "større menneske"
1147. De videnskabelige og kunstneriske interesser er således noget, der ikke er specielt "dyrisk", de udgør derimod noget, der er specielt "menneskeligt". Væsenet kommer altså et sted i dets udvikling dertil, at det begynder at bejle til og forene sig med disse interesser. Nævnte interesser bliver derved en slags kunstige "medægtefæller". Og det er naturligvis givet, at et sådant kunstigt "medægteskab" ikke kan undgå at stille krav til sit ophav. Og da det efterhånden bliver en livsbetingelse for kunstneren eller videnskabsmanden at opfylde disse krav, kan denne umuligt blive lykkelig eller opleve normal livsglæde eller livslyst uden netop ved at opfylde disse krav. Men da denne opfyldelse umuligt kan finde sted uden ved udfoldelse af energi eller livskraft, vil disse krav altså ikke kunne opfyldes, uden at denne energi eller livskraft i tilsvarende grad er tabt for opfyldelsen af det ægteskabelige krav. Da det fuldkomne ægteskabelige krav udelukkende må være, at ægtefællen giver sig selv hundrede procent til den anden part i ægteskabet, vil nævnte væsen umuligt kunne manifestere opfyldelsen af et hundrede procents fuldkomment ægteskab der, hvor en del af dets livslyst udelukkende kun kan manifesteres igennem opfyldelsen af dets kunstneriske eller videnskabelige interesser. Den store kunstner, den store videnskabsmand, det store geni er i ægteskabelig henseende, hvilket vil sige: i det dyriske parrings- eller mageprincip, således et meget stærkt fremskredent degenereret væsen. Men da virkelig ædel kunst eller videnskab i absolut forstand kun kan eksistere som et direkte kollektivt gode eller fællesgode indenfor menneskeheden, med andre ord: i sin sidste instans kun kan udtrykke eller være identisk med "næstekærlighed" og dermed være opfyldelsen af loven for tilværelse, er geniet eller kunstneren, om end en degenereret ægtefælle, så dog et "større menneske". Dette sidste gælder naturligvis kun indenfor hans genis område. I andre mentale områder kan han jo endnu være et højst ufærdigt væsen, ja, kan måske endog undertiden grænse helt op til det amoralske. Men her vil de lussinger eller de bitre erfaringer, som det amoralske uundgåeligt fører væsenet ind i, efterhånden forædle væsenet og føre dets moralske side op på højde med den moralitet, det allerede har fået udviklet indenfor dets geniale kunstneriske kunnen.