Livets Bog, bind 4
Det hundrede procents ægteskabelige væsen kan opfylde Skaberens bud om mangfoldiggørelse af menneskene, men det kan umuligt opfylde hans bud om at gøre sig "jorden underdanig". Denne opfyldelse kan kun befordres af helt andre væsener
1149. Men den almægtige Guddom påbød Adam og Eva noget mere end dette, at "vorde frugtbare og mangfoldige". Den guddommelige vilje og mening med jorden var ikke blot det at få den fyldt med jordmennesker, men var også det, at få disse væsener til at gøre sig "jorden underdanig". Men denne del af det guddommelige påbud, hvilket vil sige: den geniale skabelse eller kunnen, kan ovennævnte hundrede procents ægteskabeligt indstillede væsener ikke opfylde. Og det bliver således her til kendsgerning, at det er disse væseners opgave at "formere" eller "mangfoldiggøre" jordmenneskene, medens der må andre væsener til for at gøre "jorden underdanig". Disse andre væsener må altså i lige så høj grad have denne "underdaniggørelse" til hundrede procents hovedinteresse, som de andre væsener har familielivet eller de ægteskabelige foreteelser til hovedinteresse.