Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1152

1152. Ovennævnte kalamitet gør sig naturligvis også gældende, hvis væsenets energi- eller kraftkombination bag viljeføringen udviser altfor megen intelligens i forhold til følelsen. Udløsningen af den skabelse eller manifestation, der er begærets objekt, vil da blive viljeført på den mest raffinerede, intelligensmæssige måde. Væsenet har i kraft af sin relativt overlegne intelligens til en vis grad evne til at forudse de eventuelle hindringer eller ubehageligheder, der kan opstå ved skabelsen af den manifestation, der er dets begærs tilfredsstillelse og kan derved i samme grad forebygge disse. Det kan camouflere sin hensigt overfor væsener, der ellers ville være dets modstandere og skabe hindringer for dets begærs tilfredsstillelse. Det kan lyve og foregøgle overfor sådanne væsener, at dets hensigt udgør noget helt andet end det, den i virkeligheden er. Det kan føre disse modstandere i en fælde og eventuelt skaffe sig disse af vejen og således på en mørk og ukærlig måde fjerne alle eventuelle hindringer og dermed opnå sit ønske eller begær tilfredsstillet.
Men en manifestation eller skabelse, der er camoufleret og således er en usandhed, er et bedrageri overfor omgivelserne og repræsenterer altså en falsk kontakt med disse omgivelser. Men en falsk kontakt er jo det samme som en disharmoni, er en mislyd i den harmoni eller "lovens fylde", som naturen overalt i sig selv repræsenterer. Den udgør altså et "sår", en "læsion" eller et "sygt parti" i den store livets organisme, som et væsens omgivelser i sin samlede helhed altid urokkeligt repræsenterer eller udgør. Og da det uundgåeligt er livslovenes "fylde", at en organisme af al kraft modarbejder sygdom, sår og læsioner i dens område og dermed skaber helbredelse, er det dermed også en kendsgerning, at den førnævnte organisme eller naturen også vil "læge" den disharmoni, de sår og læsioner, som et individ skaber i form af sin camouflerede eller usande og overfor livslovene kontrære optræden eller viljeføring. Således at udfolde denne form for intelligensmæssig virksomhed for at få sine begær tilfredsstillede gør altså væsenet til en kontrast til naturens organiske struktur eller selve livets mening, hvis absolutte mål udelukkende kun er den fuldkomne "behagsfornemmelse", vi allerede kender som den absolutte "næstekærlighed" eller "alkærlighed". Men at gå imod naturens egen skabelse af "behagsfornemmelse" for en selv, må selvfølgelig afføde, at denne bliver tilsvarende mindre. Det er denne svækkelse eller formindskelse af livets egen udløsning af den sande "behagsfornemmelse" for individet, det igennem sine sanser i tilsvarende grad kommer til at fornemme som lidelser eller en ulykkelig skæbne.

Forrige

Næste