Alkærligheden og tilblivelsen af væsenets erkendelse
1153. Alkærligheden er altså naturens eller livets højeste og sidste facit og udelukkende det eneste, der kan betinge, at "alt er såre godt".Denne "alkærlighed" eller "næstekærlighed" udgør en særlig bestemt slags kombination af altets grundenergier.Disse må således holdes i et særligt bestemt udmålt forhold til hverandre, så at hver enkelts vibration eller indsats bliver tilmålt således, at den bliver i dette sidste og store facits favør.Men det eneste, der kan bringe disse energier i den særlige bestemte kombination, er det levende væsens viljeføring, der igen ledes af væsenets erkendelse af "behag" og "ubehag".Denne erkendelse befordres igen gennem sanserne, hvilket vil sige: organismens berøring med de omgivende energier, såsom omgivelsernes, medvæsenernes og naturens udfoldelse.Berøringen med denne udfoldelse forplanter sig igennem individets organisme og de i denne forekommende sanser og skaber reaktioner, disse reaktioner fornemmer individet enten som "behag" eller "ubehag".Og denne bedømmelse af medvæsenernes og naturens udfoldelse er det samme som dets erkendelse eller livsopfattelse.
Tilbage til forsiden
Forrige