Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1158

1158. Det var altså for et sådant liv i sin første spæde, fremtrædende, fysiske natur, at den evige Guddoms røst for første gang gjaldede gennem "edens have". Det var for et sådant opvågnende liv, at det første gang lød: "Men af kundskabens træ på godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi på hvilken dag du æder af det, skal du dø døden". Men var det ikke netop dette forbud eller denne advarsel, der ikke blev taget til følge? - Livsformerne, væsenerne "åd af kundskabens træ". De holdt sig ikke til den for lystilværelsen ordinære føde: "urterne, som give sæd, og allehånde træer, i hvilke er træers frugt som have sæd". De nåede derimod efterhånden frem til at svælge i de med "levende sjæle" udstyrede medvæseners kød og blod, til at myrde, dræbe og på maskine omforme til "føde" disse væseners organismer. Ved vind-, vand-, damp- og motorkraft har man således ligefrem bragt elementerne til at befordre muligheden for den dyriske sult eller kødhungers tilfredsstillelse i form af en teknisk massebefordring af omskabelse til "føde" disse de "levende sjæles" organismer eller fornemste redskaber for livets oplevelse.

Forrige

Næste