1159. Hvorfor fandt dette i lyset fremtrædende liv på at "æde af kundskabens træ"? -
Ja, "slangen" forførte det.
Men hvem var så "slangen"? -
Ja, for at forstå dette må vi i kraft af det kosmiske verdensbillede, vi allerede her i "Livets Bog" forlængst har afsløret, gøre os begribeligt,
at "Bibelens" beretning om "Adam" og "Eva" udtrykker et kolossalt afsnit af det "levende væsens" udviklings- eller skabelsesområde.
"Adam" og "Eva" er således en universalbetegnelse for det "levende væsen" i dette særlige bestemte område.
Nævnte område strækker sig i spiralkredsløbet fra tilblivelsen af den individuelle livsforms allerførste spæde tilsynekomst på det fysiske plan til det afsnit, hvor denne livsform er blevet til det "færdige" væsen, hvilket vil sige: væsenet i "Guds billede" eller det "fuldkomne menneske".
Det "levende væsen" vil således i dette område være den "ufærdige Adam".
Men den "ufærdige Adam" kan jo kun være det væsen, som Gud er i færd med at "skabe af ler" og "indblæse livets ånde".
Dette væsenets tilblivelse af "ler" og nævnte "indblæsning af livets ånde" i samme væsen vil altså udgøre udviklingstrinene fra dets første tilsynekomst som den ud af "mineralriget" voksende plante til dets fremtræden udgør et kristuslignende væsen, der er "ét med Faderen" eller hundrede procent i kontakt med næstekærlighedsloven, altså "væsenet i Guds billede".
"Planten", "dyret" og "jordmennesket" udgør således "Adam" og "Eva" på de forskellige stadier af deres "skabelse".