Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1173

1173. Og "Adam" og "Eva" spiste sig mætte af denne "kundskab". Først var det "mørkets kundskab", de tilegnede sig. Den blev til det altbeherskende bag deres viljeføring, indtil de blev så opfyldte af at kulminere i dette "mørke", at deres oprindelige "lysets" tilværelse forlængst var glemt. Kun "mørket" var for væsenet på dette stadium den absolutte virkelighed, medens "lyset" allerhøjst kun kunne fornemmes som en "tænkt modsætning", en "utopi" eller noget uvirkeligt, som aldrig ville kunne eksistere eller opnås. At der derfor også her måtte en "slange" til for at "forføre", hvilket vil sige "vejlede", stimulere og tilskynde de overfor "lyset" fremtrædende barnlige, men ikke desto mindre efter samme "lys" hungrende sjæle, turde vel også her være selvfølgeligt. At "slangen" nu kaldes en "messias", en "kristus", en "verdensgenløser", medens nutidige betegnelser for "slangen" i sin tidligere fremtræden overfor "Adam" og "Eva" er "djævelen", "den onde", "fristeren", "satan" etc. skyldes jo kun den allerede tidligere påviste partiskhed overfor "lyset", som de nuværende efter "lyset" hungrende væsener befinder sig i. De er mættede indtil lede med oplevelser af "mørkets" detaljer. Derfor føler de i stor udstrækning lede ved alt, hvad der i dag i form af væsener og ting stimulerer eller befordrer "mørkets" oplevelser, medens de i tilsvarende grad føler sympati for alt og alle, der kan stimulere tilfredsstillelsen af deres nu så fremtrædende begær eller hunger efter "lysets" oplevelser. De bliver derfor i denne deres tilstand let partiske overfor "lyset" og udløsende en tilsvarende overdreven sympati for det, de mener er i lysets favør samtidig med, at de udløser en tilsvarende overdreven antipati overfor alt, hvad de mener er i "mørkets" favør. Det er denne overdrivelse i sympati og antipati, der henholdsvis lader deres ophav betegne verdensgenløserne som overjordiske "guddomme" og overjordiske "djævle".

Forrige

Næste