Hvorfor det "ikke var godt for Adam at være for sig alene"
1188. Det var altså ikke godt, at "mennesket var for sig alene".Nej, det var det ikke, thi da ville "Adam" aldrig nogen sinde kunne være blevet omdannet til "det fuldkomne menneske", der skulle fremtræde i "Guds billede efter hans lignelse"."Adam" var jo som tidligere nævnt et væsen, der ganske vist befordrede opfyldelsen af sit trins eller livsoplevelsens højeste love, men kun som automatfunktion og ikke som "vågen" dagsbevidsthedsfunktion.Dets viden om "nydelsen af kundskabens træ" lå så langt bag ude i en tidligere spiral, at det intet her dagsbevidst erindrede af denne viden, og hvis udlevelse som automatfunktion jo forlængst var fortrængt af opfyldelsen af samme spirals højeste livslove, der var den nu altdominerende automatfunktion i væsenet.Det var således kun et "instinktvæsen", hvilket vil sige: et væsen, hvis liv nu formedes af en så fremskredent degenereret "kosmisk bevidsthed" fra en tidligere spiral, at væsenet ikke mere var vågen dagsbevidst i denne.Og da det på det fysiske plan, hvor det lige var begyndt at få organisme, ikke havde anden fysisk tankefunktion end "anelse", vil man kunne forstå, at en sådan "Adam" ikke var et færdigt væsen, ikke var det væsen, der opfyldte den guddommelige plan eller højeste mening med det levende væsen.Og det, der kunne forhindre denne plan i at komme til udførelse, kunne Gud naturligvis ikke anerkende som godt.Og denne hindring udgjordes altså af den omstændighed, at "Adam" (væsenet eller livsformen) kun eksisterede som en "enlig kønsart".En sådan væsensart kunne aldrig nogen sinde komme til at "synde", hvilket vil sige, at det aldrig kunne komme til at opleve væsener, der var kontrære overfor dets egen natur.Al "synd" består jo i udløsningen af de overfor livslovenes opfyldelse kontrære foreteelser.
Tilbage til forsiden
Forrige