"Adam" som et væsen, der ikke kunne "synde" og ikke vidste, hvorfor han ikke kunne "synde"
1191. Hos "Adam" eller "mennesket" på plantestadiet finder vi ovennævnte lystilstand om end i en meget fremskreden degenereret form.At den er degenereret, afslører sig igennem den omstændighed, at det pågældende væsen i nævnte stadium ganske rigtigt ejede den kosmiske lystilstand, men som tidligere nævnt kun i form af automatfunktion.Den ejede den ikke mere i nogen dagsbevidsthedsform.Den højeste visdom eller kundskab om selve livet var i alt væsentligt forlængst gået over i dets underbevidsthed som talentkerner, evner og anlæg.Og erindringerne fra en tidligere spirals mørketilstand var ligeledes i alt væsentligt forlængst kulmineret i dets oplevelse i form af guldkopier og derved også gået over i underbevidstheden og her omdannet til en altbeherskende tiltrækning imod kontrasten til dets nu til overmættelse eller lede oplevede lystilstand.I mentaliteten hos det levende væsen på dette dets første jordiske mentale stadium var der således ikke andet tilbage af denne fordums så strålende lystilværelse end dette, at væsenet ikke kunne "synde".Men det vidste ikke, hvorfor det ikke kunne "synde" og anede slet ikke en sådan tilværelses eksistens.Det havde blot i sig en umådelig dragning imod kontrasten til den tilværelse, det som automatfunktion var indtil hundrede procent gennemsyret af.Dets virkelige vågne viden var i sin allermindste udfoldelse eller den mentale tilstand, verdensgenløsningen i overleveringen har udtrykt som "dyb søvn".
Tilbage til forsiden
Forrige