1193. Når det "maskuline" væsen i overleveringen stadig blev betegnet som "Adam", medens det "feminine" væsen blev betragtet som det "nye" væsen og fik navnet "Eva", markerer dette jo kun, at det "maskuline" væsen foreløbig på en måde bevarede den fortidige "Adams" ydre skin. Det "maskuline" princip i væsenet åbner jo grundlaget for væsenets rent ydre materielle overlegenhed eller selvstændige ansigt og forhold til den ydre verden. Og derved havde denne "nye Adam" stor ydre lighed med den tidligere "Adam", der i allerhøjeste grad ikke blot havde et selvstændigt ansigt til den ydre verden, men i virkeligheden var selve inkarnationen af selvstændighed i kraft af sin "selvbefrugtningsevne". Her var det, at den "nye Adam" måtte afvige fra den foregående ved at være afhængig af et andet væsen. Medens "hanvæsenet" således stadig bevarede et skin af den forrige "Adams" lystilstand, var "hunvæsenet" anderledes stillet. Da det "feminine" princip betinger underlegenhed eller en uselvstændighed, der lige akkurat kan passe ind i det "maskuline" væsens overlegenhed og selvstændighed, får det derved brug for dette væsen som "beskytter" og afviger således meget fra den fortidige "Adam", ja, var endog i stor udstrækning dennes materielle kontrast eller modsætning. Det var derfor ikke så mærkeligt, at "hunvæsenet" straks blev markeret ved et andet navn, medens "hanvæsenet" i overleveringen beholdt det levende væsens oprindelige betegnelse eller navnet "Adam".
      Vi har således set, hvorledes den guddommelige overlevering ikke blot er et smukt eventyr fra det virkelige liv, men også samtidig udgør den absolutte sandhed fortalt på en så genial måde, at den er brød og næring for den enfoldige samtidig med, at den er en guddommelig hilsen fra fortidens vise til nutidens kosmisk bevidste væsen, der ved selvsyn i forvejen besidder livsmysteriets inderste løsning eller absolutte sandhed.