Livets Bog, bind 4
"Uddrivelsen af paradiset" var et nødvendigt led i den guddommelige skabelsesplan
1196. Men en livets oplevelse, der kun er "salighed" eller "paradisisk" på grund af, at væsenet ikke har sanser, hvormed det kan fornemme modsætningen til opfyldelsen af livslovene, er ikke nogen fuldkommen oplevelse. I samme grad som disse sanser mangler, er væsenet absolut "sovende". Denne livets oplevelse, som "Adam" befandt sig i, var altså en mindsteform for bevidsthed og dermed en detaljeløs salighed. Men en sådan fornemmelse af livet, en sådan detaljeløs salighed, kan ikke være på højde med en salighed, der er baseret på sanser, der opsummerer for individet alle detaljer i kontrasterne til opfyldelsen af livslovene. Det er netop denne opsummering af detaljer i individets bevidsthed eller mentalitet, der er det samme som "højintellektualitet". Og det er klart, at en salighed, der er baseret på højintellektualitet, er en mere fuldkommen og dermed en større oplevelse af livet end en salighed, der kun er baseret på "søvn" eller en mere eller mindre fremtrædende bevidstløshed og automatfunktion. Og Guddommen lod ikke "Adam" fremstå på det fysiske plan, for at han der skulle fortsætte som et "bevidstløst" væsen, udelukkende opretholdt ved automatfunktion. Den guddommelige plan gik ud på, at "Adam" skulle blive et "menneske i Guds billede". Og "Guds billede", hvilket vil sige: den allerhøjeste form for oplevelse af livet, kan således ikke være "bevidstløshed" eller "søvn", men må være det vågne dagsbevidste liv. Det må være kendskabet til samhørigheden med alt andet liv i universet og tilværelsen. Det må være en overholdelse af livslovene og den heraf fremtrædende kærlighed, ikke blot som automatfunktion, men også på grund af vågen dagsbevidst viden og en heraf ledet vilje. Og det var det "Adam" (plantevæsenet) totalt manglede. Nævnte væsen levede ganske vist i "paradiset", i lyset, og opfyldte livslovene, men ikke i kraft af sin vilje, ikke i kraft af, at det begærede at opfylde disse love, men udelukkende kun i kraft af, at det simpelt hen ikke kendte andet og ikke kunne andet. Hvorfor det gjorde det, var det store "mysterium", hvorpå der ikke fandtes nogen løsning indenfor den livsform og indenfor det "paradis", nævnte levende væsen eller "Adam" midlertidigt repræsenterede. Og der skulle gå umådelige tidsrum, millioner og atter millioner af år, før denne "Adam" til fuldkommenhed ved selvoplevelse skulle møde denne løsning. Og "uddrivelsen" fra dette "paradis" blev således et nødvendigt led i den guddommelige skabelsesplan med "mennesket".