Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1199

1199. Vi forstår således her i følge "Livets Bog", hvor nødvendig denne "uddrivelse", denne omformning af "Adams" eller det levende væsens liv var, ja, hvorledes den udelukkende var selve den guddommelige plan. Det var ikke godt, at væsenet var et "sovende" væsen. Det var ikke godt, at mennesket var "for sig alene". Det var ikke godt, at det levende væsen ikke havde begær efter noget andet væsen. Det var bedre, at det levende væsen også kom til at være "for en anden", blev begæret af et "andet væsen". Men for at det kunne blive et begærobjekt for et andet væsen, og dette andet væsen kunne blive begærobjekt for det selv, måtte "selvbefrugtningens" princip og væsen sættes ud af spillet. Befrugtningen, hvilket her vil sige: livsnydelsen, måtte gøres afhængig af et andet væsen. Dette andet væsen måtte blive livsinteressens centrum og faste punkt. Men da dette andet væsen ikke eksisterede, måtte det "skabes", hvilket vil sige: bringes til at fremstå. Og vi er her ved en fundamental mærkepæl i det levende væsens passage af spiralkredsløbet. Vi er ved skillevejen mellem "selvbefrugtningens" og "fremmedbefrugtningens" domæner, hvilket igen henholdsvis vil sige: "lysets" og "mørkets" zoner, vi er her ved intet mindre end væsenets omskabelse til befordringen af "det dræbende princip", vi er ved skabelsen af den allerførste form for "mørkets væsener". Det "selvbefrugtende" væsen eller den enlige "kønsart" bliver til to "kønsarter": "hanvæsener" og "hunvæsener". Den fortidige "Adam" er dermed ikke mere. Han måtte "dø døden", for at "manden" og "kvinden" kunne fødes. Og denne "fødsel" var begyndelsen til indvielsen af det levende væsen i "kundskabens mysterium". Det var nedplantningen af lysets kontrast eller "slangens sæd" i det levende væsens hjerte. Det var åbningen af porten til "mørkets glæder". Gudesønnen kunne forlade sin Fader.

Forrige

Næste