Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1203

1203. Da det er almengældende, at ovennævnte lykkelige periode af ægteskabet kun kan tælles i dage eller enkelte år, men ikke ud over noget tiår, bliver vi her vidne til, at denne ægteskabelige "hvedebrødsperiode" kun er en repetition af en tilstand, der oprindelig har været almengældende indenfor "Adams" og "Evas" udviklingshistorie. Denne repetition svarer nøjagtig til alle de øvrige repetitioner af fortidige tilstande eller bevidsthedslag, som finder sted indenfor de levende væseners barne- og ungdomsstadier. Som tidligere berørt i "Livets Bog" er disse to stadier så at sige ikke andet end repetitioner af stadier fra de samme væseners fortidige udviklingsbane. Vi ser således børn gennemløbe perioder, hvor de udviser tendenser, der meget tydeligt peger tilbage på naturmenneskestadier. Er det ikke netop således, at børn har et stadium eller en periode, hvor de i en altovervejende grad gerne vil lege "røvere og soldater", være "høvdinge", være "indianere", ligesom de i samme periode slet ikke har så meget imod at være indblandet i slagsmål og sammensværgelser, der går ud på, at den eller den skal have prygl, drilles eller pines, ja, endog undertiden uden nogen påviselig realistisk grund. Ser man ikke ligeledes hos visse børn og unge mennesker lyst eller tendens til at pine, lemlæste og dræbe dyr uden nogen ydre givet anledning eller formildende omstændighed. Heraf begrebet "lømmelalder". Og er det ikke en kendsgerning, at disse anlæg for grusomhed kan være totalt forsvundne hos de samme væsener, når de har nået deres manddom eller modnere alder, ja, endog således, at de stundom er de ypperste til at påtale og revse deres egne og andres børn for den samme grusomhed? - Denne bloddryppende tendens var altså ikke disse væseners virkelige karakter og natur. I så fald ville denne natur ikke være forsvundet med den modnere alders indtræden, men stadigt have gjort sig gældende, hvilket da også er tilfældet med nogle væsener. Vi ser således mennesker repræsentere en større eller mindre grusomhed eller brutal indstilling overfor andre levende væsener hele deres liv, ja, kan næsten slynge forbandelser ud fra deres dødsleje. Medens der er væsener, der kun har en ganske kort periode eller et stadium i deres barne- eller ungdomsår, hvor de er besjælet af brutalitet og grusomhed, er der således andre væsener, der i dette liv ikke kommer bort fra denne brutalitetens natur. Forklaringen herpå er netop den, at de første væsener allerede i tidligere liv har overvundet brutalitetens natur og derfor kun genoplever den som repetition et sted i passagen af deres nuværende liv fra fostertilstanden til deres modne alders indtræden (omkring trediveårsalderen), hvor de når den udviklingsstandard, som de var nået til i førnævnte tidligere liv. De sidstnævnte væsener, hvis brutale tendenser følger dem hele livet, har ikke i tidligere liv i den nuværende spiral overvundet brutalitetens stadium og må derfor fortsætte dens natur i det nuværende liv og følgende liv, indtil de helt har overvundet den. Det er denne repetition af fortidige tendenser eller tilstande, der også gør sig gældende i selve fosterdannelsen. Her ser vi dette fra sin første spæde begyndelse i moders liv i sin formdannelse eller tilblivelse gennemløbe eller passere forskellige af dyrisk oprindelse forekommende principper og tendenser. Og hvorfor skulle ægteskabet være en undtagelse?

Forrige

Næste