Livets Bog, bind 4
"Kammeratskabsperioden" indenfor ægteskabet
1209. Ægteskabet i sin fuldkomne eller oprindelige renkultur, hvor det gør væsenerne til "ét kød", eksisterer således hos jordmenneskene kun indenfor de gængse ægteskabers "hvedebrødsdage". Og da disse efterhånden repræsenterer et kortere og kortere tidsrum af væsenernes jordliv, bliver der et tilsvarende længere og længere afsnit af ægteskabet, hvor dette ikke mere udgør "det fuldkomne ægteskab" og derfor i heldigste tilfælde kun fortsætter som "kammeratskab" imellem parterne, stimuleret, støttet og baseret på parternes fælles pligtfølelse og ansvar overfor deres eventuelle afkom og på erindringen om det højtidelige gensidige løfte, de overfor myndighederne og dermed overfor familie og omgivelser har givet hinanden. Og jo mere udviklede de to ægteskabelige parter er, desto bedre bliver dette "kammeratskab", og tilsvarende fuldkomnere hjem, påvirkning og opdragelse vil de samme parter kunne yde deres børn i dette samliv. Og det er som et sådant mere eller mindre godt "kammeratskab", vi i dag finder alle ægteskaber, i hvilke man har udlevet "hvedebrødsdagene", men alligevel fortsætter samlivet. Ethvert ægteskab af i dag vil derfor være at inddele i "ægteskabsperioden" (hvedebrødsdagene) og "kammeratskabsperioden" (samlivet efter hvedebrødsdagenes ophør).