Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1216

1216. Det fuldkomne guddommelige ægteskab mellem "mand" og "kvinde" er altså også degenereret hos Østens folk eller i haremslandene. "Haremmet" er således direkte udslag af denne degeneration. Det har intet med det absolut "guddommelige ægteskab" at gøre, og er i sin fremtræden udtryk for en mere barbarisk og robust eller primitiv kultur end Vestens ægteskaber. "Haremsægteskabet" afviger netop fra disse ægteskaber derved, at de ægteskabelige partnere ikke står på lige fod. Medens manden har en altovervældende frihed, er kvinden, som vi her har set, fuldstændig slavebundet af manden. Han fordrer hende hundrede procent for sig selv, medens han selv beholder sin egen uindskrænkede frihed til at indlade sig med alle de kvinder, han kan skaffe sig adgang til at indlemme i sit "harem". Denne foreteelse afslører dermed for os, at "ægtemanden" i "haremmet" slet ikke er nogen virkelig "ægtemand", men derimod kun udgør et "handyr", der udløser et barbarisk misbrug af sin magt overfor det svagere og modstandsløse kvindelige væsen, selv om dette misbrug ganske vist foregår under en kostbar materiel forgyldning af offeret for hans misbrug. I Vesten er et "ægteskab" dog et "ægteskab", sålænge "hvedebrødsdagene" varer. Det er trods alt en genoplevelse eller en repetition af "det guddommelige ægteskab" om end kun for en kortere periode. Og væsenerne er her på lige fod. Enhver form for utroskab eller en af parternes seksuelle forbindelse med en partner udenfor ægteskabet giver den anden partner i ægteskabet fuldstændig skilsmisseret og dermed dens fulde frihed tilbage og krav på erstatning for det brudte ægteskab. Der opstår derved ganske vist de mange skilsmisser og de heraf følgende korte ægteskaber, men dette udtrykker dog væsenernes bevarede frihed. I "haremmet" eksisterer denne frihed ikke. Utroskaben er her blevet legaliseret for mandens vedkommende og giver ingen skilsmisseret for kvinden. I samme grad som hans økonomi tillader det, kan han indlemme enhver ny kvinde, han måtte blive forelsket i, i sit harem, ja, endog undertiden ved magt, hvilket jo yderligere markerer, at "haremsægteskabet" ikke er noget "ægteskab". At kvinden til gengæld bliver økonomisk forsørget resten af sit liv, selv om "ægtemanden" forlængst har tabt sin ægteskabelige interesse for hende til fordel for andre kvinder, er ganske vist en slags "pension", men denne "pension" kan ikke på nogen som helst måde udgøre nogen opvejelse af den tabte frihed eller selvstændighed. Hun befinder sig stadig omgivet af en vagt af kastrater, er fremdeles spærret inde.
Tror man, der findes noget udviklet og med normalt seksuelt begær fremtrædende ægteskabeligt indstillet væsen, der efter at være svigtet af ægtefællen, frivilligt ville lade sig fængsle og dermed afskære fra et fortsat normalt liv med sund og normal seksuel tilfredsstillelse, selv om dette fængsel var et gyldent bur, et orgie i marmor, guld, brillanter, ægte tæpper og purpur? - Nej, livskilden, "den højeste ild", kan ikke tilfredsstilles med disse blodløse ting. Det hungrende væsen kan ikke leve uden mættelse. Tilværelsen i det gyldne bur, de bløde puder er derfor kun et autoriseret ægteskabsdrama. Bag de gyldne gitre sidder tørstende sjæle, hvis liv kun er bristede drømme, et flygtende fata morgana i ørkenen i stedet for ægteskabets naturlige livskilde: kind mod kind og læber mod læber i en levende, varmende elskov i kød og blod.

Forrige

Næste