Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1217

1217. At den fattige mands hustruer indenfor "flerkoneriet" heller ikke har naturlige kår for sit livs dybeste kravs tilfredsstillelse er naturligvis en selvfølge. At "polygami" ikke er ægteskabsprincippets fuldkomne opfyldelse er således her blevet til kendsgerning. Dets modsætning "polyandri" (én kvindes ægteskab med flere mænd) har naturligvis heller ikke noget som helst med det absolut "fuldkomne ægteskab" at gøre, men er ligeledes udslag af ægteskabets degeneration. "Monogami" vil stadigt være den eneste vej, hvor ægteskabets guddommelighed i størst mulig udstrækning kan åbenbares og opleves. Kun et ægteskab mellem én mand og én hustru kan give den fulde oplevelse af at være "ét kød" med ægtefællen. At oplevelsen efterhånden for det udviklede menneske mere og mere kun er en repetition af en fortidstilstand forhindrer jo ikke, at ægteskabets guddommelige fornemmelse og velsignelse fuldt ud kan opleves af parterne, sålænge repetitionen varer. At andre absolut livsvigtige bevidsthedslag, med deres begær og tendenser derefter fremstår og gør sig gældende i den ene eller den anden af parterne eller i dem begge og derved i tilsvarende grad nedsætter parternes ægteskabelige kapacitet, er analyser, der uundgåeligt må indgå i væsenernes fremtidige ægteskabsmoral. I udviklingen og forståelsen heraf vil væsenerne kunne blive i stand til at opretholde den efter "ægteskabsperioden" (hvedebrødsdagene) følgende "kammeratskabsperiode" på et rent guddommeligt friheds- og næstekærlighedsprincip og dermed skabe et lyst og venligt samliv, der kun kan være en velsignelse for dem selv og et uforglemmeligt skønt og harmonisk barndomshjem for deres eventuelle børn.

Forrige

Næste