1221. Men dette "dyr" har naturligvis endnu ikke hverken "syn", "hørelse" eller andre af de for de højere dyr og jordmennesker almengældende sanser.Det er kun hævet over "plantevæsenet" i kraft af, at det er blevet dagsbevidst i sin allerførste spæde lille form for "selvopholdelsesdrift".Det er således beriget med en ganske lille "selverkendelse" af at kunne medvirke eller assistere ved skabelsen af "behagsfornemmelsen" for sig selv.Og denne lille "erkendelse" er det lille frø eller korn, af hvilket det vældige detaljerede bevidsthedsområde bliver til, som senere udgør "det jordiske menneske" og derefter "det fuldkomne menneske i Guds billede".Men foreløbig domineres oplevelsen stadig af robuste og udetaljerede "følelsesoplevelser", hvilket vil sige: "fornemmelserne" af reaktionerne af dets organismes berøring med de ydre, fysiske omgivelser.Det faste punkt i dets tiltrækning og dermed i dets lille nyfødte "selvopholdelsesdrift" er således udelukkende dragningen imod behagsfornemmelsen, hvilket vil sige: de reaktioner af berøringen med de fysiske omgivelser, der fornemmes som "behag" eller "vellyst".Og i favøren af opnåelsen af denne vellyst eller behagsfornemmelse begynder væsenet altså her, så godt det formår, at hjælpe til med sin lille spæde "viljeføring".Da det ikke har udviklede organer for findetaljering af sansningen eller oplevelsen, vil de ydre omgivelser endnu i dets bevidsthed kun kunne efterlade sig udetaljerede "behags-" eller "ubehagsbilleder".Hvis et sådant lille væsen kommer ud for at blive lemlæstet ved et andet væsens indgreb i dets tilværelse, kan det ikke i nogen som helst retning gøre sig begribeligt, hvad det er, der sker ud over dette, at det er ude for en "ubehagstilstand".Dets "erkendelse" eller "tankebillede" af denne tilstand er kun fornemmelsen af en særlig form for "ubehag" eller "smerte".På samme måde oplever det naturligvis også enhver form for "behagstilstand".Kommer det ud for en behagsoplevelse fra et andet væsen, vil denne oplevelse ligeledes kun forme sig som et udetaljeret tankebillede af denne "behagsfornemmelse".Men efterhånden lærer det at skelne imellem de forskellige former for "behags-" og "ubehagsfornemmelser".Men det lever endnu i en verden af totalt mørke og total lydløshed.Der er endnu ingen skønne materielle farver og ingen skønne fysiske toner eller musikalske klange i dets sjælelivs billedgalleri.Her hviler alt endnu i den dybeste nat, hvad lys og lyd angår.