Væsenets møde med det modsatte køn som en stråle fra himlen. En sfære, hvor "Adam" og "Eva" ikke er helt adskilte som selvstændigt "hanvæsen" og selvstændigt "hunvæsen"
1222. Men midt i denne dybe nat, dette evige mørke, har Guddommen ikke ladet sin søn være helt alene.En stråle fra den himmelske verden, hvorfra det levende væsen er udgået, har den evige Fader stadigt ladet funkle, skinne og lyse bag den lange nats mørke og stilhed.Denne stråle fra himlen er væsenets møde med det modsatte køn.Vi ved jo, at "Eva" forlængst var blevet til, ja, endnu inden "Adam" havde fået vågen dagsbevidst "vilje" og forladt "planteriget".Vi ved, at de begge således en tid havde været i nævnte rige eller "edens have", men her var de i virkeligheden begge endnu så lidt sjæleligt fremtrædende, at deres aktualitet og nødvendighed for hinanden slet ikke rigtigt var vågnet.De var her begge endnu på en måde repræsenterende den "dybe søvn".De var derfor heller ikke helt skilt ud fra hinanden i total selvstændighed som specialvæsen i han- og hunprincippet.Vi kan derfor også den dag i dag se denne, det første kønspars ufærdige tilstand, i de plantearter, i hvilke der forekommer "han-" og "hunblomster" på den samme plante eller på samme organisme.En sådan organisme er ikke udtryk for hverken et selvstændigt "hanvæsen" eller et selvstændigt "hunvæsen", ligesom den heller ikke udtrykker et "dobbeltpolet" væsen.Den udtrykker derimod en organisme, indenfor hvilken der findes både "hanvæsener" og "hunvæsener", hvilket altså vil sige: flere sjæle, flere jeger i samme organisme eller i det samme fysiske legeme.At den guddommelige skabelse af "Eva" her ikke er helt eller totalt fuldbyrdet er naturligvis en selvfølge.Den guddommelige plan går jo ud på at skabe to selvstændige kønsvæsener af modsat køn.Og denne selvstændighed er ikke fuldkommen, før væsenerne fremtræder i hver sit eget selvstændige speciallegeme for deres tilsvarende særlige specielle kønsnatur.Og det er i denne færdige struktur, vi genfinder "Adam" og "Eva" eller de levende væsener i dyreriget som "specielle hanvæsener" og "specielle hunvæsener".I kraft af denne deres særlige natur som "ægteskabelige partnere" bliver de to væsensarter gensidigt for hverandre den guddommelige stråle fra himlen, der skal lyse for gudesønnen på hans vej ind igennem mørkets og lidelsernes kolde og klamme regioner.
Tilbage til forsiden
Forrige