Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1224

1224. Men væsenet var endnu ikke et væsen, der kunne "se" og "høre". Reaktionerne fra dets berøring med de ydre omgivelser markerede sig derfor i dets bevidsthed som en særlig art "ubehags-" og "behagsfornemmelser", det altså efterhånden blev i stand til at opfatte henholdsvis som "sult" og "mættelse". Denne "sults" "mættelse" eller denne kategori af "fornemmelser" var her i den fysiske verden blevet til et ubønhørligt krav, væsenet ikke kunne undlade at opfylde, uden at det ville have "døden" til følge for organismen. Det var dette krav, der af Gud var bebudet "Adam" i formularen: "I dit ansigts sved skal du æde dit brød", og i dag udtrykkes som dyrets "selvopholdelsesdrift". I sin første oprindelse blev denne "selvopholdelsesdrift" altså befordret og oplevet som grove udetaljerede "fornemmelsesarter", til hvilke der endnu ikke knyttede sig "syns-" eller "hørefornemmelser". Men ud af de nævnte grove "fornemmelsesarter" udviklede der sig efterhånden "smags-" og "lugtfornemmelser". Men "selvopholdelsesdriften" og den heraf affødte anstrengelse eller kamp for udviklingen af disse livsbetingende "fornemmelser" ville jo have været totalt uden mening, hvis ikke det liv, som dermed opretholdtes, havde en endnu større grad af "fornemmelsesarter" at byde på. Hvis det liv, som væsenet kun kunne opretholde eller befordre i kraft af anstrengelserne indtil "sved", kun kunne byde på en dorsk eller dvask sovetilværelse eller hvile ovenpå anstrengelserne, ville det have været bedre, at "Adam" eller det levende væsen var blevet i den "dybe søvn" eller "sovetilværelse" (planteriget), i hvilken det befandt sig under "Evas" skabelse.
Det er rigtigt, at "hvile" eller "søvn" ovenpå anstrengelser naturligvis også er en art "behagsfornemmelse", men denne er ikke noget særligt plus til dets oprindelige tilværelse ud over dens betydning for organismens vedligeholdelse. Den slags "behagsfornemmelse" havde væsenet jo netop til overdådighed i sin førjordiske eller himmelske tilstand i "salighedsriget". Nej, de af "selvopholdelsesdriften" udløste anstrengelser var ikke blot og bar for at skaffe væsenet "træthedsfornemmelse" og det heraf følgende krav om søvn og hvile, denne foreteelse var kun en biting i væsenets liv, nævnte anstrengelser var derimod i nok så høj grad for at bevare og opretholde væsenet for et liv, der stadig kunne være i berøring med den himmelske verden, en overjordisk "fornemmelsesart", ud fra hvilken væsenet fortsat kunne have en forbindelse med den evige Fader og derigennem nå frem til erkendelsen af sin egen gudesønlige eller himmelske identitet og oplevelsen af sit evige, guddommelige ophav. Hele denne bevidsthedsside, oplevelsen af selve livets kulmination, havde det ganske vist oplevet i den tidligere spiral, ja, totalt fået udlevet og omdannet til automatfunktion eller C-viden, men derved eksisterede denne kosmiske bevidsthedstilstand nu ikke mere i dets mentalitet som "vågen dagsbevidsthed". Og det var i kraft af denne "kosmisk bevidstløse" tilstand eller med tabet af denne sin kosmiske dagsbevidsthed, det nu var et sjæleligt uformuende væsen, der skulle til at følge en guddommelig kaldelse, igennem hvilken det atter kunne blive bevidst i sin himmelske eller overjordiske, evige natur.

Forrige

Næste