"Evas skabelse" (skabelsen af det modsatte køn) var tilfredsstillelsen af et overjordisk begær i det begyndende dyr. Med denne tilfredsstillelse blev adgangen til det himmelske lys i dyrets domæne stadfæstet
1225. Men trods denne sjælelige uformuenhed eller kosmisk bevidstløse tilstand var væsenet ikke helt uden kosmiske bevidsthedskræfter.Dets himmelske eller overjordiske identitet var af en så stærk natur, at den kunne gennemstråle dets fysiske interessesfære og stadig være det absolut centrale i væsenets jordiske tilstand, være dets hovedbegær igennem mørkets zoner.Men dette begær var på grund af de endnu uudviklede sanser detaljeløst i sin begyndelse.Men det forhindrede det ikke i alligevel at være et overjordisk eller himmelsk begær, der stadig var afvigende fra væsenets øvrige eller rent fysiske begær, og i det normale individ var disse begær ganske overlegent.Dette stærke eller overlegne begær og dets tilfredsstillelse var i væsenets fysiske begynderzone, hvor livet endnu kun var en lydløs og sort nat, af en hel anden natur eller art end den almindelige sult og mættelse.Det kunne ikke tilfredsstilles med de reaktionsfornemmelser eller behagsudløsninger, som materien i form af "føde" og "ernæring" giver.Det måtte tilfredsstilles med en helt anden behagsfornemmelse.Men når det ikke kunne tilfredsstilles med de af dets berøring med den almindelige materie forekommende behagsreaktioner eller fornemmelser, kunne det kun tilfredsstilles ved reaktioner, der var mere end berøringen med almindelig materie.Men noget, der var mere end berøringen med almindelig materie kunne kun være selve Guddommen.Nævnte begær var derfor således i sig selv en hunger efter noget overjordisk, noget himmelsk, noget guddommeligt, noget der var "ét med Guddommen".Intet mindre kunne være tilfredsstillelsen af dette væsenets overjordiske begær eller sjælelige sult.Men væsenet var sig naturligvis endnu ikke dette begær detaljemæssigt bevidst.Det følte det bare som en udetaljeret hunger, hvis tilfredsstillelse var af en langt større behagsfornemmelse end tilfredsstillelsen af den almindelige sult.Og det var overfor dette begær i "Adams" mentalitet, at Guddommen udtrykte, at "det ikke var godt, at mennesket var for sig alene", thi dette begær kunne nemlig udelukkende kun tilfredsstilles igennem "behagsreaktionerne" fra berøring med, ikke blot materien, men med - et andet levende væsen. "Selvbefrugtningen" var jo her, i sit sidste stadium for nedadgående tilstand i kredsløbet, døende.Væsenets kapacitet i "dobbeltpolethed" var svigtende.Men "Evas skabelse" var i fremgang.Og med "hendes" og dermed den forvandlede "Adams" fremkomst på det fysiske plan lukkede Guddommen en stråle fra sit himmelske lysvæld ind på det jordiske plan.Væsenet kunne dermed få sin himmelske eller sjælelige sult tilfredsstillet på samme måde, som det fik sin materielle sult tilfredsstillet.Da dette overjordiske eller sjælelige begær kun kunne tilfredsstilles ved reaktionerne fra berøringen med et andet levende væsen af modsat køn, blev denne de to forskellige kønsvæseners afhængighed af hinanden således en urokkelig garanti for tilstedeværelsen af og adgangen til den himmelske verdens lys eller Guds strålekraft i den jordiske sfære eller det dræbende princips domæne.
Tilbage til forsiden
Forrige