Gudesønnens passage i mørket er fuldbragt. Det himmelske lys i form af de to køns omfavnelse i ægteskab begynder at blafre. Den åndeligt "døde" gudesøn begynder at savne himlen, sin guddommelige Fader og sit eget liv
1228. Med en verden, en flok eller et flertal af sådanne væsener er kontrasten til Guddommen komplet, ja, så komplet at den evige gudesøn ikke mere kan se eller sanse den absolutte virkelighed.Kun mordprocessen er livet, dens udfoldelse "retfærdighed", dens skueplads "ærens mark", hans eget udødelige jeg såvel som den evige Guddom er en illusion, naivitet, overtro eller tåbelighed.Længere bort fra den evige Fader kan gudesønnen ikke komme.Han er blevet en benægter og forfølger af sin egen udødelige eksistens.Han er sin egen værste fjende.Og med den geniale kunnen, han sidder inde med i det dræbende princips favør, er han blevet "døden" i stedet for livet.Men det var jo netop også målet med "nydelsen af kundskabens træ".Det var jo opfyldelsen af Guds forjættelse af virkningen af denne nydelse.Og med denne opfyldelse måtte det himmelske lys i form af de to køns seksuelle omfavnelse dermed af sig selv begynde at blafre.Vi ser da også denne omfavnelse, hvilket vil sige: det guddommelige ægteskabsprincip, den guddommelige forbindelse mellem "Adam" og "Eva" begynde at degenerere.Det himmelske lys går ud.Som et levende lig vandrer den åndeligt døde gudesøn hen over verden.Den fortabte søn begynder at savne himlen, sin guddommelige Fader og sit eget evige liv.
Tilbage til forsiden
Forrige