Livets Bog, bind 4
Vi er kommet til et stort vendepunkt i det levende væsens historie
1232. Men befriet fra "Adams" og "Evas" lig iler gudesønnen nu direkte mod den evige Fader. "Nydelsen af livets træ" er begyndt. Guds åsyns stråleglorie lyser over horisonten i det fjerne. Hen over "Adams" og "Evas grave" funkler næstekærligheden. "Guds billede" begynder at forgylde den fra "døden" opstandne gudesøn. "Det fuldkomne menneske" vil komme til at vandre på jorden. Dets tilstedeværelse er "himmeriges rige" på det fysiske plan, inkarneret i kød og blod.
      Vi er således med den "døende Adam" og "Eva" kommet til et stort vendepunkt i det levende væsens historie. Vi har set det vågne op i sit spiralkredsløbs begyndelse. Vi har set, hvorledes det på den guddommelige viljes bud i paradiset blev "indblæst livets ånde". Og vi har set, hvorledes denne "livets ånde", hvilket i virkeligheden vil sige: "Den højeste ild" i form af "Evas skabelse" og "Adams forvandling" spaltede sig i to flammer og inkarnerede i kød og blod som "to kønsarter" eller som "specielle hanvæsener" og "specielle hunvæsener". Vi har set disse to flammer som "den højeste himmelske ild" gensidigt funkle og lyse for hinanden og dermed blive "livets ånde" i skabelsen af den mentale struktur, der kulminerer i "selviskhed" eller gudesønnens højeste forelskelse eller tilbedelse af sig selv.