"Forelskelsen" i det modsatte køn er væsenets højeste tilbedelse af sig selv og afføder hadets flamme eller "livets ånde" i mørkets manifestationer og bevirker, at gudesønnen tror sig ét med "døden" i stedet for med "livet"
1233. Det er rigtigt, at denne tilbedelse forekommer camoufleret som en "forelskelse" i det modsatte køn.Men hvorfor "forelsket" i dette køn? -Er det ikke netop fordi, berøringen med eller besiddelsen af dette køn er den allerhøjeste nydelse for væsenet selv? -Er det ikke netop det, der bliver til kendsgerning, der hvor denne besiddelse mislykkes, der hvor der ikke finder nogen genelskelse sted fra et væsen af det begærede køn, og der hvor et andet væsen f.eks. bliver medbejler til det væsen af det modsatte køn, man selv ønsker at eje? -Slår "den højeste ild" ikke her ud i en ny flamme, nemlig: "skinsygens" eller "hadets".Og bliver dette had ikke netop til "livets ånde" eller den nærende eller livgivende kraft for alle dyrerigets særlige traditioner? -Bliver "hadets flamme" ikke netop til de mangfoldige variationer af ufuldkommenheder, smerter og lidelser, der tilsammen udgør det store bål, vi kalder "helvede", den verdensbrand, vi kalder "dommedag" eller til den kontrast til det oprindelige himmelske lys, vi kalder "mørket", og i kraft af hvilket væsenet ikke mere kan se sin himmelske Fader og dermed har tabt synet af sig selv som "gudesøn", ja, endog har tabt bevidstheden om sit eget udødelige jeg og tror sig identisk med de skabte ting? -Da de skabte ting ikke er evige, idet de er begyndelse og afslutning underkastet, hvilket igen vil sige, at de er forgængelige eller "dødelige", tror væsenet sig således ét med døden i stedet for med den evighed eller det evige liv, det i sig selv er.I sandhed, en større kontrast eller modsætning til virkeligheden eller den absolutte sandhed kan ikke forekomme.
Tilbage til forsiden
Forrige