Hvordan skulle "mørket" eller "lysets" kontrast opstå, hvis ikke "den højeste ild" havde delt sig i to flammer
1234. Men hvordan skulle den absolutte sandhed, livets og gudesønnens virkelige identitet blive åbenbaret eller tilgængelig for sansning uden denne kontrast eller modsætning til nævnte identitet.Hvordan skulle visdommen blive til eller eksistere uden netop denne modsætning? -Er al visdom ikke netop en analyse af mørket og dets virkninger? -Og er det ikke netop disse virkninger, der udgør den mørke baggrund, på hvilken lysets detaljer, forskellen på "godt" og "ondt" kan markeres? -Men hvordan skulle dette mørke, denne lysets kontrast opstå, hvis ikke "den højeste ild" havde delt sig i "to flammer"? -Hvordan skulle Forsynet eller den evige Guddom på nogen som helst anden måde kunne gøre gudesønnen eller det oprindelige lysvæsen, hvilket vil sige: det overjordiske eller himmelske væsen, der ikke mere i sin vågne dagsbevidsthed havde erindring om mørket og dets detaljers eksistens og derfor var et i "dyb søvn" fremtrædende væsen, mørket eller lysets kontrast begribeligt? -Hvordan skulle Forsynet på anden måde kunne have "indblæst" dette "sovende" eller næsten bevidstløse væsen den "livets ånde", der kunne gøre det dagsbevidst i mørkets traditioner og dermed give det den kontrast, ved hvilken det efterhånden kunne blive vågen dagsbevidst i lyset og dettes detaljer?I en verden, hvor man elskede sin næste som sig selv, ville der jo umuligt kunne være noget at blive "skinsyg" over og dermed heller ikke noget, der kunne give anledning til had, vrede, forfølgelse eller brødnid og opretholdelse af sit eget liv ved andre væseners død.Forfølgelse og undergang ville således være totalt umulig.