Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1235

1235. Men hvorledes skal kilden til alt had, vrede, forfølgelse, modgang og ulykke ophøre eller fjernes, uden at "den højeste ilds" to flammer igen må forenes til "én flamme"? - Sålænge en kilde bliver ved med at rinde, vil den jo vedligeholde sit afløb. Sålænge mørkets årsag ikke er fjernet, vil denne årsags virkninger ligeledes stadigt gøre sig gældende. Da mørkets årsag eller kilde jo er "Evas eksistens", hvilket altså vil sige: "Adams" og "Evas" fremtræden som udgørende henholdsvis et "specielt hanvæsen" og et "specielt hunvæsen", er det denne del af oplevelsen indenfor spiralkredsløbet, der må fuldendes og bringes til ophør, til fordel for en anden del af samme kredsløb, nemlig "skabelsen af væsenet i Guds billede", der igen er det samme som "det fuldkomne menneske". Livet har således her, i kontakt med de højeste bibelske traditioner eller de største vises overleveringer, vist os, at "syndefaldet", hvilket vil sige "mørket", kom ind i verden med "Eva", "slangen" og den "forvandlede Adam" eller den "Adam", der havde "mistet sit ribben" på grund af "Evas skabelse". Med denne det levende væsens eller gudesønnens forvandling til to for hinanden nødvendige modsatte kønsarter var "den højeste ild", hvilket igen i virkeligheden vil sige: "Guds bevidsthed" spaltet i "to flammer", der hver for sig efterhånden inkarnerede i kød og blod og kulminerede i den jordiske "mand" og "kvinde". Disse to væsener eller det fuldkomne "specielle hanvæsen" og "specielle hunvæsen" var således hver især nødsaget til kun at være et "syndigt" væsen, hvilket i virkeligheden ikke betyder andet, end at de var "ufærdige" væsener.

Forrige

Næste