Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1239

1239. Nu vil man måske hævde, at "forbrydere", "tyve", "røvere", "bedragere", "plattenslagere" osv. udmærket godt ved, at det liv, de fører, er i konflikt med samfundets love, og at det derfor vil være berettiget at "straffe" alle sådanne overtrædere af disse love. Ja, det er rigtigt, "forbryderne" ved i virkeligheden udmærket, at de er i konflikt med samfundets love. Det har de fået fortalt mere end tilstrækkeligt igennem religion, stats- og retsvæsen, men denne viden er således ikke deres egen oplevelse. Dens detaljer er ikke direkte synlige for "forbrydernes" sansesæt og er således ikke i kontakt med det syn, de selv har på livet. Det er et fremmed syn, der er påtvunget dem af samfundet. De ved udmærket, at når de ikke retter sig efter dette samfundets syn, bliver de "straffet" og stemplet som "forbrydere". Men sålænge samfundets syn er et fremmed syn og således ikke er deres eget eller er i kontakt med dette, må de føle sig "uretfærdigt" behandlet hver gang, de kommer ud for fængsling og "straf". De kan ikke se eller opfatte deres egen handlemåde som "forbrydelse". Den var jo fuldt i kontakt med deres eget "retfærdighedsbegreb", ligegyldigt hvad enten det nu drejer sig om "tyveri", "bedrageri" eller det drejer sig om "hævn". De kan således ikke betragte samfundets syn på livet som udtryk for selve livets love, således som de selv opfatter disse, hvilken opfattelse nærmest er at udtrykke i ordene "enhver er sig selv nærmest". Når ikke alle sådant indstillede væsener trodser samfundets love og bliver "forbrydere", men holder sig nogenlunde indenfor de af disse love foreskrevne regler og synspunkter, skyldes det i stor udstrækning kun frygten for "straffen". Disse væsener er således i virkeligheden kun "dresserede" væsener, næsten på samme måde som dresserede dyr i en cirkus.
At samfundet i en meget stor udstrækning udelukkende opretholdes i kraft af denne ved fængsel og "straf" opretholdte "dressur", er jo forlængst blevet en almen kendsgerning.

Forrige

Næste