Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1244

1244. Men helt anderledes stiller det sig, når der er tale om et menneskes almindelige syn på sin næste, sine omgivelser eller på samfundets love, kort sagt, på alt, hvad der kommer ind under begrebet moral. Her forlanger man i virkeligheden, at alle mennesker skal have selve "flokkens" eller samfundets autoriserede syn, der igen nærmere er præciseret i dets juridiske lovsystem. De, der ikke har dette syn, og derfor må være i disharmoni med sig selv ved at skulle acceptere og efterkomme dette syns opfattelse og love og derfor ikke altid kan præstere den lovlydighed, som fordres for at være en "god samfundsborger", hvilket altså vil sige: "et godt flokmedlem", bliver derfor stemplede som "forbrydere". Man betragter det således her som givet, at alle væsener skal kunne beherske den kunst eller det fag til fuldkommenhed, der består i at opfylde statens juridiske lovsystem og dermed være et "godt flokmedlem" eller en "god samfundsborger" i den særlige "flok" eller det særlige samfund, ind i hvilket man er født. Og respekten for dette forlangende befordres udelukkende i kraft af "straffeanstalter" eller "tugthuse", indenfor hvis mure man altså "tugter" og "straffer" "forbryderne". Sålænge disse "tugthuse" og "straffeanstalter" svarer til deres navn, og man indenfor disse mure endnu "straffer" vore i udviklingen fremtrædende "yngre brødre" med "vand og brød", "mørk arrest", "enecelle", "tvangsarbejde", "pryglestraf" og andre for både sjæl og legeme direkte sundhedsfarlige foreteelser og yderligere nedværdiger og piner disse væsener ved at iklæde dem de traditionelle "fangedragter" rent bortset fra, at man i værste tilfælde henretter eller myrder dem, da er samfundet endnu den største befordrer af "hævn" og "straf", altså befordrer af akkurat de samme foreteelser, som det netop dømmer og "straffer" "forbryderne" for. Det moderne "straffende" samfund er dermed selv en "forbryder" for ikke at sige, at det endnu er en "hedning", der slet ikke kender humanitetens eller næstekærlighedens mest fundamentale love. Sålænge samfundet, staten eller nationen økonomisk opretholder hundreder af kirker og gudshuse med tilhørende tusinder af autoriserede præster, for at disse på hver eneste søn- og helligdag skal kundgøre for samfundets borgere, at de ikke må "hævne" sig på deres "næste", men derimod skal "tilgive" ham og "vende den højre kind til osv.", ja, skal "elske ham som sig selv", og yderligere ved de samme præster lader kundgøre, at "hver den, der dræber med sværd, skal selv omkomme ved sværd", da er det samme samfund i allerhøjeste grad kun udtryk for "farisæerens" mentale stadium eller sindelag. Det elsker med "ord og tunge", men ikke "i gerning og sandhed". Det lader prædike humanisme og kærlighed overfor sine indbyggere samtidig med, at det laver love, med hvilke det tvinger enhver mand til at være "soldat", være "kriger" og gør ham dermed pligtig til at være med til at myrde statens "fjender" og ødelægge deres ejendomme, når samme samfund eller stat finder det passende, såvel som den med de førnævnte "straffeinstitutioner" selv "hævner" sig på sine egne borgere, når den ligeledes her finder det passende. Staten prædiker således moral og humanitet, men indretter sit rent praktiske liv på selve "hævnens" og "straffens" praktisering. "Fuldkommen kristendom" forekommer således slet ikke indenfor selve statens struktur eller i dens administration. De moderne såkaldte "kristne nationer" kan således endnu ikke sige sig fri af "hedningestadiet". De er i en tilsvarende grad endnu "hedningestater".

Forrige

Næste