Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1246

1246. Hvad skal samfundet da gøre overfor de "amoralske" væsener eller "forbryderne?" - Samfundet skal først og fremmest lære at forstå, at "forbryderne" ikke er "forbrydere" eller "amoralske" væsener, men er fuldstændig normale udtryk for de trin på udviklingsstigen, de repræsenterer eller tilhører, akkurat som den juridisk lovlydige og ansete borger indenfor staten er det for de trin på udviklingsstigen, han eller hun repræsenterer. Der er kun den forskel, at sidstnævnte repræsenterer selve statens trin eller plads på udviklingsstigen. Statens trin er denne borgers mentale hjemstavn. Det er således noget ganske selvfølgeligt for ham eller hende at være ét med statens førende moralske synspunkter, så meget desto mere, eftersom det netop er væsener af deres trin, der har skabt statens love. Helt anderledes stiller det sig jo med alle de væsener, der endnu slet ikke befinder sig på dette trin, men alligevel er født indenfor samme stats fysiske område og derfor skal underkastes statens juridiske love eller samfundsorden. Alt eftersom statens trin ligger over disse væseners udviklingstrin, vil de have vanskeligere og vanskeligere ved at have den samme opfattelse af moral og retfærdighed som den, statens love repræsenterer, idet de organisk og dermed mentalt set er bundet til den opfattelse af moral og retfærdighed, som netop er gældende på deres eget trin. Da de således tilhører et helt andet bevidsthedsniveau, i hvilket oplevelsesevnen dikterer dem et tilsvarende andet syn på liv og væremåde end det syn, der dikteres af den oplevelsesevne, de væsener besidder, der er i kontakt med samfundets trin, betyder dette altså, at disse "yngre sjæle" i udviklingen må gøre vold på deres eget "retfærdighedsbegreb", deres egen medfødte "moralopfattelse", hvis de skal være i kontakt med samfundets love og undgå samfundets "hævn" eller "straf" og stemplingen af deres person som "forbryder".
At livet bliver meget svært for sådanne "yngre sjæle" er naturligvis en selvfølge. De væsener, der befinder sig på selve samfundets eget udviklingstrin, og for hvem samfundslovene udtrykker netop det, de selv opfatter som "retfærdighed", kan jo sagtens være "lovlydige" og dermed "hæderlige", "agtværdige" og "gode samfundsborgere". De behøver jo kun at leve deres eget liv, følge deres egne medfødte tilbøjeligheder, der netop lige akkurat svarer til opfyldelsen af den autoriserede moral. De har en medfødt antipati imod netop de samme foreteelser som dem, staten forbyder. Hvis disse væseners "yngre brødre" i udviklingen og samfundet derimod ligeledes lever deres eget liv og opfylder det, der for dem er "moral" og "retfærdighed", bliver de, som før nævnt, "straffet" for denne levevis. De må derfor af al magt kæmpe for at være i kontakt med noget, som andre kalder "moral", "retfærdighed" og "hæderlighed", men som er ganske stridende imod deres egen opfattelse. Da de jo kun af hjertet kan acceptere en viden, der er i kontakt med deres egen "moral-" eller "retfærdighedsopfattelse", bliver Kristi ord på korset om, at "de vide ikke, hvad de gøre", her til videnskabelig sandhed.

Forrige

Næste