Hvorledes den dom, med hvilken vi dømmer andre, udgør dommen over os selv
1247. At "straf" og "hævn" overfor disse væsener ikke kan være det samme som virkelig "retfærdighed" bliver ligeledes her til kendsgerning.At "straffe" et væsen for noget, det ikke ved, må da mindst være lige så stor en "forbrydelse" som den, man "straffer" for.Men så bliver Kristi ord om, at "den dom, med hvilken I dømmer, skal eder igen tilmåles", jo ligeledes her til videnskabelig sandhed.Den der "straffer" et væsen, enten det nu er med uvenlige ord, eller det er med påførelsen af rent legemlige lidelser, gør sig jo netop skyldig i udløsningen af nøjagtigt det samme princip som det, han og staten "dømmer" og "straffer" "forbryderne" for.Hvis hans "yngre brødre" på udviklingsstigen er "forbrydere", fordi de handler ud fra deres eget "retfærdighedsbegreb", så er både staten og de lovlydige borgere også "forbrydere".De handler jo også ud fra deres "retfærdighedsbegreb".Enhver form for bedømmelse af andre væsener som "forbrydere" er altså en absolut dom over den bedømmendes eget væsen.Hans dom afslører fuldstændigt, hvad han forstår, og hvad han ikke forstår.Den viser fuldstændig hans egen moralske standard.Da der i absolut forstand ikke kan eksistere "forbrydere", vil enhver, der dømmer et andet væsen som sådan, ved denne dom begå en "uretfærdighed" imod det andet væsen.Det stempler det for noget, det ikke er.Og det dømmende væsen afslører med sin dom sig selv som skyldig i den samme lovovertrædelse som den, i kraft af hvilken det stempler andre væsener som "forbrydere".I sandhed, kun "den, der er ren, kan kaste den første sten".
Tilbage til forsiden
Forrige