1250. Ja, men til hvad nytte så denne her fremførte analyse om, at "forbrydere" ikke er "forbrydere", men er "yngre sjæle" i udviklingen, der ikke ved, hvad de gør, og dette, at "straffe" dem, er "uretfærdigt"? - Jo, den er til megen stor nytte for det væsen, der i dag begynder at elske sin næste, begynder at have så stort et intellektuelt talent, at han eller hun kan forstå livets "kosmiske analyser" eller videnskab, og for hvem det er stærkt imod at skulle være med til f.eks. at "dømme" disse "yngre brødre" til "straf", "tugt" eller anden sundhedsmæssig beskadigelse på legeme og sjæl. Sålænge menneskene ikke helt forstår dette deres eget væsen, vil de autoritative myndigheders bestemmelse og opfattelse, såvel indenfor det religiøse som indenfor det rent materielle, jo nødvendigvis være deres mentale kompas eller rettesnor, selv om deres hjerte krymper sig ved, i visse felter, eventuelt at skulle være underkastet disse myndigheders autoriserede, juridiske og religiøse paragraffer. Man vil få "samvittighedsnag", hvis man ikke efterkommer eller følger disse paragraffer, ligesom man også vil få "samvittighedsnag", komme i disharmoni med sig selv, hvis man praktiserer eller følger dem. Ens mentale holdning vil således være et blafrende lys, der straks trues af et livsfarligt vindpust fra den ene side og straks fra et lige så farligt vindpust fra den anden side. Hvis man ikke når at få et tilstrækkeligt værn for sin mentale tilstand eller sit mentale lys, kan det let medføre, at man, i stedet for at være lysende med en klar flamme, bliver et lys, der kun kan ose og stinke. Det mentale lys kan kun bringes til at flamme der, hvor det værnes af en kraftig vilje. Men en kraftig vilje kan der kun være der, hvor denne vilje hviler på et absolut sikkert mentalt grundlag. Et sikkert mentalt grundlag kan der absolut kun eksistere der, hvor man fornemmer sig selv i absolut kontakt med "retfærdigheden". Denne kontakt vil igen kun kunne hvile på enten absolut "tro" eller absolut "viden". Der, hvor man ikke urokkeligt "tror" på sin handlemåde som "retfærdig", eller ikke "absolut ved", at den er "retfærdig", der kan man kun være et vaklende eller svajende siv for livets storme. Der er det, at man blandt andet udløser råbet til himlen: "Hvad skal jeg gøre for at blive salig".
      Og er det ikke netop i dag således, at der er tusinder og atter tusinder af mennesker, der ikke gerne vil være soldat, der ikke gerne vil være skarpretter, ja, er der ikke mange, der ikke engang kan dræbe dyr og ikke kan nyde kød og anden grov animalsk føde, fordi det strider imod dem selv at gøre disse ting, men samtidig bliver ulykkelige, fordi de føler sig nødsaget til i mange tilfælde eller i stor udstrækning alligevel at gå med til det, fordi de autoriserede myndigheders forskrifter, juridiske og religiøse paragraffer og flokkens mening, skik og brug forlanger det og udpeger enhver, der afviger herfra, som "lovovertræder", "forbryder", "særling" eller ligefrem som et "abnormt" væsen. For at kunne holde stand overfor en sådan modstand, må man nødvendigvis sidde inde med en vilje, der enten er rodfæstet i urokkelig "tro" på eller en tilsvarende urokkelig "viden" om, at ens synsmåde hverken er "forbryderisk" eller "abnorm", men udelukkende er "retfærdig".